Kampfly landet i Aalborg Storcenter: Kom og tag plads i cockpittet
Tidligt i morges kørte det legendariske F-16 kampfly i stilling midt inde i Aalborg Storcenter, imens Danmarks spritnye F-35 kampfly tog plads ved Gul Indgang udenfor. Dermed kan de Flyvende Dage i centeret begynde.
Fra i morgen fredag d. 17. maj til og med d. 9. juni kan du nemlig komme helt tæt på de imponerende maskiner, tage plads i cockpittet og prøve en ægte flysimulator i Aalborg Storcenter.
Aalborg.nu var forbi, da kampflyene "landede" i City Syd, og det var mildest talt et vildt syn.
- Det er jo så sejt! Vi er virkelig stolte af, at få lov til at lægge rammer til de her fly i den kommende tid, og give aalborgenserne mulighed for at opleve dem helt tæt på, sagde den tydeligt imponerede centerchef, Niels Adolfsen.
Flyene ankom på blokvogne direkte fra Flyvestation Aalborg, eskorteret af uniformerede soldater.
F-35 blev løftet af foran Gul Indgang og herefter samlet, imens F-16 flyet blev løftet indenfor igennem en dør. Det tog et par forsøg eller tre og en hel flok mennesker, at få flyet igennem den smalle indgang, men det lykkedes til sidst, hvorefter flyet blev skubbet ned til Centertorvet og samlet.
Drøm dig en tur op i skyerne
Hele Aalborg er nu inviteret til at komme forbi og se de to kampfly i Aalborg Storcenter.
F-35 flyet bliver omtalt som den vigtigste, nye investering, som Flyvevåbnet har gjort i de sidste 30 år - og nu kan du opleve det helt gratis. Du kan sågar tage plads i cockpittet og prøve at være en (næsten) ægte F-35 pilot.
Det nye kampfly er med sine 15,7 meter meget større end det ældre F-16 fly, og med en spændvidde på 10,7 meter fra vingespids til vingespids kan det ikke komme helt ind i centret. Derfor står det udenfor ved Gul Indgang, imens F-16 er at finde på Centertorvet fra i dag.
Er der en pilot eller flymekaniker gemt i dig?
Udstillingen af flyene sker i samarbejde med Flyvestation Aalborg, og er især henvendt til dig, der drømmer om at arbejde som pilot eller flymekaniker. Derfor er personale fra Flyvevåbnet og Forsvaret til stede både på torsdage og fredage i perioden, klar til at fortælle mere om de danske kampfly og arbejdet med dem.
Sammen med flyene ankommer også en flysimulator, hvor du kan vinde en tur og (næsten) prøve at flyve F-35’eren selv. Der vil også være er en børnemodelflyver, samt andre spændende oplevelser og aktiviteter.