Billede beskrivelse

Kalder alle kultur-nørder: Her er din mulighed for at bo gratis i København

09. januar 2024 kl. 19.01

Hvorfor skriver et lokalmedie i Aalborg om et kulturhus i København? Fordi de søger unge aalborgensere til at komme og blive en del af huset.

I 2024 slår et nyt kulturhus i København dørene op. Kulturhuset, der hedder Nordhus, sigter mod at blive et samlingspunkt for unge kreative sjæle fra hele Danmark, og skal også fungere som et hjem for unge kulturskabere, der skal bo, arbejde og drifte huset i København.

Og det er her, det bliver interessant for unge aalborgensere med en interesse i det kulturelle.

Nordhus er et tilbud for unge i hele Danmark

I morgen stiller daglig leder Maj Scott-Kofod og andre centrale personer fra Nordhus op til et møde i Aalborg. De vil gerne give alle unge mellem 18-25år i Danmark, der er ivrige efter at engagere sig aktivt i verden omkring dem, muligheden for at blive en del af kulturhuset.

På mødet vil man få indsigt i, hvad det indebærer at være en del af Nordhus, og hvordan det kan være en vej til at dyrke både kulturelle interesser, fællesskaber og netværk – alt imens man bliver introduceret til København.

Det tilbyder Nordhus

Nordhus vil gerne forene kultur og iværksætteri med læring og praksiserfaring, og give de unge voksne netværk, kompetencer, selvværd og fremtidstro. De vil øge de unges muligheder for et bæredygtigt voksenliv samtidig med, at der skabes attraktive kulturoplevelser.

Derfor er tilbuddet til de unge en bolig i København, et job i kulturhuset, og så er der også udviklet et kompetence-forløb i kulturiværksætteri, som en del af tilbuddet.

- Vi tror på, at vi kan give unge voksne et godt fundament til voksenlivet gennem praktisk erfaring, kreativitet og meningsfulde fællesskaber, fortæller Maj om projektet.

Vil du høre mere om Nordhus?

Er du nysgerrig på det nye kulturhus, kan du møde op til arrangementet på i morgen.

Det foregår på Abzalon Event Factory, som ligger i Absalonsgade 28, fra kl. 17.00-19.00.

Du kan også læse mere om kulturhuset Nordhus på deres hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste