Jacob er professionel computerspiller men elsker at cykle: - Jeg manglede et fællesskab i Aalborg, så nu har jeg taget initiativet
Jacob Winneche fra Aalborg har gamet siden han var barn, og har sidenhen gjort Counter Strike til sin levevej som professionel spiller. I dag arbejder han blandt andet som TV-vært på internationale produktioner og som ekspertkommentator indenfor Counter Strike.
Men det er ikke kun e-sport, der interesserer ham. Han er nemlig også lidt af en "cykel-psykopat", som han selv beskriver det.
- Jeg har altid godt kunne lide at cykle, og så er det jo en god modpol til mit stillesiddende arbejde foran skærmen, fortæller Jacob til Aalborg.nu.
Vi har taget fat i ham, for at høre nærmere om hans nye projekt Bike Together Aalborg (BTA), hvor han inviterer aalborgenserne med på cykeltur.
- Jeg har rejst meget, og mødt de fedeste sportsfællesskaber i større byer, hvor man mødes og cykler sammen. Den slags community har vi ikke ret meget af i Aalborg. Der er generelt ikke så meget cykelkultur i byen hverken med klubber, løb eller cykelshops, ligesom jeg har oplevet det fx i København, forklarer Jacob.
- Det synes jeg er ærgerligt, for jeg elsker det sociale aspekt i sporten. Jeg manglede i hvert fald selv et fællesskab, så nu har jeg taget initiativet og startet et, siger han.
Fast fællestur og nye cykel-venner
Jacob kontaktede løbefællesskabet Run Together Aalborg for at høre, om de kunne være interesseret i at samarbejde.
- Det ville de heldigvis rigtig gerne. De har stablet de her faste ugentlige events op, hvor man kan løbe med, når det passer og deltage uanset erfaring og ambitioner. Det synes jeg kunne være fedt at gøre med cykelløb, så nu har vi skabt Bike Together Aalborg, fortæller Jacob.
BTA kørte sin første tur i torsdags, og triller afsted igen i aften. Det er et uforpligtende koncept med en fast fællestur hver torsdag kl. 18 med afgang fra Aalborg StreetFood på havnefronten.
Man skal blot have en racercykel og melde sig ind i gruppen på Facebook, hvor man kan læse om kommende ture og ruter - og så er man faktisk good to go.
- Vi kører afsted i to hold, et race-hold og et hygge-hold. Fælles for holdene er, at vi har det sjovt, får bevæget os og set lidt af byen og naturen omkring den. Vi cykler i 1 1/2 time, og så mødes vi igen ved Aalborg Streetfood, hvor man hellere end gerne må køle af med en øl eller sodavand, siger Jacob og fortsætter:
- Man kan tage sine venner med på tur, og ellers er der også god mulighed for at møde nogle nye bekendtskaber, der også elsker at cykle.
Første tur i torsdags gik over al forventning med mere end 30 deltagere, og der ser ud til at komme lige så mange i aften. Der er dog stadig plads til flere, så kom glad, lyder opfordringen fra arrangøren.
- Sidst var der både glade amatører med, der træner op til løb, ligesom mig selv, men der var også cyklister med, som bare trængte til at komme ud og bruge kroppen lidt efter en lang arbejdsdag. Alle typer, alle aldre. Det var så fedt at se. Det var præcis det, jeg havde håbet på, slutter Jacob.