Hypet festival i hjertet af Aalborg: - Ligner ikke andre i Danmark
For ellevte år i træk kan du få alternative musikoplevelser, se internationale navne og høre upcoming talenter på forskellige scener rundt om i byen, når Northern Winter Beat løber af stablen i næste weekend.
Alternative musikoplevelser i byens rum
Festivalen, der forløber over tre dage i de ellers lidt kedelige første måneder på året, er efterhånden en vintertradition i Aalborg.
Her går byens store spillesteder sammen om at lave den populære festival, og det er der mange grunde til.
- Vi vidste, der var et musikpublikum derude, men der var ikke rigtig nogle turnerende bands i slut januar start februar. Så det var et forsøg på at skabe en begivenhed i en mørk tid, hvor der ikke er så meget andet at gå til, forklarer Mads Mulvad.
Han er kunstnerisk leder på Studenterhuset og har siddet med ved tegnebordet siden festivalens start i 2013. Han fortsætter:
- Idéen med festivalen var også at få folk rundt i byen og bruge andre byrum, end de måske plejer.
Og det kommer til udtryk ved, at musikoplevelserne altid foregår på forskellige scener rundt om i byen.
- Vi haft et godt samarbejde med Utzon Center og Gråbrødreklosteret i Algade, som vi har brugt gennem alle årene. Og de to rum kan give nogle ret unikke koncertoplevelser, siger Mads.
Men der hvor Northern Winter Beat virkelig skiller sig ud, er på indholdet.
Festivalen med et bredt musikprogram
Mads Mulvad fra Studenterhuset fortæller, at aktørerne bag festivalen gennem de sidste fem år har forsøgt at dreje festivalen i en retning, hvor den programmæssigt ikke rigtig ligner noget andet i Danmark.
- Vi vil gerne have at kunstnerne på Northern Winter Beat er nogle, som bryder med konventionerne eller tager et nyt greb på den musikgenre, de bevæger sig rundt i, fortæller Mads og fortsætter:
- På den måde er Northern Winter Beat også en meget genrebred festival.
Ny tilgang til booking af musik i år
Som noget helt nyt i år har aktørerne bag festivalen inviteret lokale musikere og musikinteresserede ind i bookinggruppen for at biddrage til bredden i musikprogrammet.
- Vi gjorde det i år, at vi lavede sådan et ”open call” til musikinteresserede om at blive en del af bookinggruppen for festivalen. Så det betyder, vi har haft nogle kompetente og musikinteresserede folk med udover spillestedernes bookere, fortæller Mads.
Du kan altså se frem til et musikprogram, der også er sammensat af lokale musikere og musikinteresserede som Hjalte Ross, Marí og foreningen Under Kniven fra Hjørring.
Du kan allerede lytte til musikken
Er du ikke helt overbevist, eller kan du bare ikke vente, så kan du altså også lytte til de kunstnere, der skal spille til festivalen, på Northern Winter Beats playliste på Spotify.
Og ellers kan du læse meget mere om festivalen på Northern Winter Beats hjemmeside.