Hvad gemmer sig i den lyserøde dome i Vestbyen? En gratis oplevelse i efterårsferien
Kort fortalt:
- DepressionsForeningen og Headspace Aalborg har i samarbejde med Kunsthal NORD skabt en unik udstilling om depression.
- Kunstnerne er anonyme unge fra lokalområdet
- Udstillingen er at finde bag Springeren på Vestre Fjordvej 81 og har åbent alle dage kl. 10-16 i oktober
Bag Springeren, på Vestre Fjordvej 81, kan du opleve en anderledes og ganske gratis udstilling her i oktober.
[X]pression er en kunstudstilling skabt af lokale unge kunstnere, der inviterer dig ind i en verden, hvor kunsten bliver et kraftfuldt redskab til at bryde tavsheden omkring depression.
Depression er en tyv, der stjæler fra folk, men kunsten giver tilbage – det er kernen i [X]pression, hvor kunstnerne har udforsket depressionens kompleksitet gennem værker, der rækker ud til dem, der går gennem den ensomme ørkenvandring af følelsesmæssig udmattelse.
I samarbejde med DepressionsForeningen og Headspace Aalborg har Kunsthal NORD skabt en unik platform, hvor unge kunstnere har kanaliseret deres egne erfaringer med depression gennem workshops. Resultatet er en række betagende værker, der dykker ned i følelser, energi, sociale relationer, tanker og den komplekse selvfortælling.
– Du vil kunne se kunstværker skabt af rå følelse, men du vil også møde information, måske noget af det du kender i forvejen, måske noget er nyt, siger Nina Amina Rose som er kunstner og medunderviser på projektet.
[X]pression handler ikke kun om kunst; det er en invitation til en dybere forståelse af depression og et skridt mod at løse samfundets voksende udfordringer med mental trivsel.
– Det er et forsøget på at skille en depression ad og du kan forvente at blive mødt af et lyserødt organ, der inviterer dig ind i sin opdelte oplevelse. Udstillingen bærer præg af at være den første af sin slags, og derfor viser vi processen for vores metode på den første væg du møder, siger Nina.
Den lyserøde dome er konstrueret af genanvendte materialer og har åbent alle dage i oktober fra kl. 10-16.