Billede beskrivelse

Hits fra 80'erne, 90'erne og til i dag: Nu åbner Aalborgs nye dansebar

Der er lagt op til en vild åbningsfest hos Club Moonlight, som slår dørene op for første gang på lørdag

28. september 2023 kl. 19.01

Om lidt slår en helt ny bar dørene op i Aalborgs natteliv. Navnet er Club Moonlight, og konceptet er intet mindre end festligt.

- Vi synes, der mangler et sted med glad dansemusik for det voksne publikum. Det er ikoniske numre fra 80'erne, 90'erne, 00'erne og helt op til i dag, der skal fylde dansegulvet på Club Moonlight.

Det fortæller Christine Nørregaard Guldhammer, der sammen med Gitte Nørregaard Guldhammer er hyret ind til at rebrande og lancere Aalborgs nye dansebar. 

- Vi åbner på lørdag - og fra klokken 21 er alle velkomne, siger hun. 

Billede beskrivelse

Dansebar til de voksne

Udover at spille ørehængere fra de sidste mange årtier, vil Club Moonlight også gerne være et sted, hvor særligt det voksne publikum søger hen, når der skal danses.

- Vi har sat en aldersgrænse på 21 år. Det har vi gjort, fordi vi synes, der mangler et sted for os, der er lidt mere modne. Vi fester måske på en anden måde end det yngre publikum, og vi mangler et sted, hvor vi kan feste sammen med andre voksne, siger Christine Nørregaard Guldhammer.

Drinks med ikoniske navne

Alt tyder på, at åbningsfesten bliver vild. For Club Moonlight lægger ud med at tilbyde fri bar fra klokken 21-00 i husets drinks, cocktails og sjusser for 300 kroner.

- Vi forventer, at der bliver fuldt hus til åbningsfesten, og vi glæder os. Vi forventer en kæmpefest med en masse danseglade mennesker.

At temaet med ikoniske musiknumre er gennemført, kan også ses på drinkskortet. Her kan du både bestille en "Barbie Girl" og en "Ice Ice Baby", som du kan sippe af.

Derudover findes der mocktails på menuen, som er lavet på alkoholfri spiritus, hvis man foretrækker det.

DJ rykker tættere på publikum

I lokalerne lå før QBAR, som lukkede ned for at blive forvandlet til Club Moonlight. Med det nye koncept har det også betydet ændringer i lokalerne - blandt andet ved DJ-pulten.

- Vi har ændret DJ pulten. Før var den tilbagetrukket og lukket. Nu har vi åbnet op og sat lys bagved, så det i højere grad inviterer til, at DJ'en rykker tættere på dansegulvet. Man er nemlig altid velkommen til at komme med et ønske til en sang, og man kan være heldig, den bliver spillet, hvis den passer ind, siger hun.

Det er også Christine og Gitte Nørregaard Guldhammer, der i fremtiden kommer til at afholde events på Club Moonlight.

- Vi lægger ud med en stor udklædningsfest med Halloweentema 21. oktober, siger hun.

Temafester på Club Moonlight

21. Oktober: Halloweenfest med udklædning

3. November: J-dag

24. November + 2. december: julefrokost for alle

25. November + 1. december: julefrokost for singler

31. December: Nytårsfest

Tilmelding skal ske hos Club Moonlight.

Åbningsfesten af Aalborgs nye dansebar, Club Moonlight, sker lørdag 30. september klokken 21, hvor alle gæster er velkomne til et brag af en åbningsfest på adressen Ved Stranden 9, 9000 Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste