Her skal 1000 nye træer plantes
De første 100 deles ud under Vejgaard Byfest
VEJGAARD: I løbet af de næste år kan borgerne i Vejgaard glæde sig over at få en bydel, som bliver markant mere grøn, end den allerede er.
En gruppe fra Vejgaard Samråd har nemlig besluttet at berige bydelen med 1000 nye træer.
- Vejgaard er grøn mange steder, men der er pletter, hvor det kunne være bedre, eksempelvis ved Nørre Tranders vej. Vores projekt er en måde for os at sætte fokus på det, siger John Ørtoft, som er en del af bestyrelsen.
Deler ud til byfesten
Har man planer om at deltage i Vejgaard Byfest 25. august, har man mulighed for at tage et af træerne med hjem og plante det haven.
Gruppen fra Vejgaard Samråd står nemlig klar med projektets første 100 træer, som de deler ud til borgerne.
- Det er både for at skabe noget mere aktivitet til byfesten, men det skaber også en glæde at se træerne vokse år for år. Samtidig er træerne rigtig gode for biodiversiteten, siger John Ørtoft.
- Borgerne kan tage træerne med hjem og enten plante dem i deres have, forhave eller boligselskab. Træerne kommer med nogle store rødder med plastik om, så de er forholdsvis nemme at plante, tilføjer han.
Forskellige træarter
De første 100 træer, som deles ud til byfesten, er sponsoreret af Nordjyske Bank.
- Vi har valgt, at de første træer skal være rønnetræer, som vokser hurtigt det første stykke tid. I løbet af tre til fire år kan man virkelig se, at træet er blevet større, fortæller John Ørtoft.
Hvilken træart, de resterende 900 skal være, ved gruppen endnu ikke.
Vejgaard Samråd vil igen søge sponsorater eller hos fonde, når næste parti af træer skal plantes.