Her kan du komme i biffen for 30 kroner
På lørdag kan du komme i biografen for kun 30 kr.
Og tilmed bidrage til fejringen af Kino Nibes første 30 år som foreningsbiograf. Biografen i Limfjordsbyen markerer således jubilæet med billetpriser som de så ud i 1994. På lærredet vises tilmed en af datidens helt store Blockbusters – nemlig Jurassic Park 1. Arrangementet suppleres med kagemand og bobler til gæsterne.
Biografen i Nibe har i øvrigt eksisteret siden 1921. Den er en af landets ældste og mens den stadig har til huse i de oprindelige lokaler i Skomagergade, så blev driften af den lokale bio altså for 30 år siden overtaget af frivillige kræfter. På den tekniske front er der også sket meget. Kino Nibe er i dag 100 procent digital, omend biografsalen stadig oser af original charme.
Der er fortsat ledige billetter til lørdagens jubilæumsfilm.