Helt nyt initiativ: Fællesspisning i Jomfru Ane Gade
I samarbejde med Nordjysk Madfestival har den nyoprettede Gadeforeningen Jomfru Ane Gade besluttet at afholde en stor fællesspisning lige midt i Jomfru Ane Gade den 30. August.
- Vi ønsker at skabe en unik oplevelse, der samler ungdommelige voksne og voksne unge, omkring vores unikke madkultur og fællesskab, fortæller Mads Lilholt, der er næstformand i Gadeforeningen Jomfru Ane Gade i en pressemeddelelse.
Fællesspisningen markerer en ny måde at bruge den famøse festgade på med blandt andet en række initiativer, der har til formål at bringe nyt liv til ‘Gaden’.
- Dette arrangement er en fantastisk måde at vise, hvad Jomfru Ane Gade kan tilbyde som mødested for alle, fortæller Mads Lilholt.
På aftenen bliver der serveret helstegt pattegris med forskellige salater, samt er der livemusik i bedste Jomfru Ane Gade-stil med JP & Sandager, der både spiller nye og gamle hits.
- Vi ser dette som en mulighed for at samle byen og vise, at Jomfru Ane Gade er meget mere end bare natteliv. Det handler om fællesskab og om at give tilbage til byen, tilføjer Mads Lilholt i pressemeddelelsen.
Arrangementet koster 135 kr. og inkluderer både mad, underholdning samt en velkomstdrink. Billetten kan købes via Nordjysk Madfestival.