Billede beskrivelse

Gratis transport og fest i byen når Plusbus bliver indviet - her er programmet

Der er også fribilletter til håndbold og fodbold, gratis hotdogs og masser af musik samt aktiviteter

21. september 2023 kl. 15.35

Der er lagt op til en festdag af de store i byen, når der er indvielse af Plusbus på lørdag.

Efter år med forberedelser er de 14 lange busser nu endelig klar til at køre i rute gennem byen fra øst til vest - og tilbage igen. Fra Væddeløbsbanen til Aalborg Universitet.

Udover gratis transport med Plusbus på lørdag 23. september er der også masser af aktiviteter.

Gratis gevinster til de første passagerer

Festlighederne begynder med officiel indvielse klokken 10.30 ved henholdsvis Haraldslund og Gigantium, hvor der vil være taler og musik. 

Derudover er der 100 fribilletter til AaBs kamp mod Hobro ved arrangementet i vest, mens du ved Gigantium har mulighed for at få fat i nogle af de 100 fribilletter til Aalborg Håndbolds kamp mod KIF Kolding 4. oktober. Vær opmærksom på, at det er først til mølle begge steder, står der på Plusbussens hjemmeside.

På begge stationer kan du opleve musik, gratis kaffe og rundstykker (150 stk.), jomfrurejse mod Gammeltorv klokken 11.30, brandbiler og politi. Og så er der gratis gevinster til de første 125 passagerer i både øst og vest.

I busserne kan du vinde fede præmier, opleve forskellige lokale kunstnere optræde i bussen og nyde streetart ved Karolinelund.

Hotdogs på Gammeltorv

Fra klokken 12 til 15 er der masser af aktiviteter samt gratis øl/vand og hotdogs på Gammeltorv, ligesom der i samme tidsrum er forskellige oplevelser på udvalgte stationer og i Plusbussen.

Det er i det hele taget en dag, der kommer til at sætte sit præg på byen, og du kan se hele programmet samt mere generel info her på Plusbus' hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste