Gratis oplevelser i Aalborg denne søndag
På søndag er der rig mulighed for at opleve en række spændende og gratis aktiviteter rundt omkring i byen.
Vi har samlet tre forslag til gratis aktiviteter, der både appellerer til børnefamilier, loppefundsjægere og den glade motionist.
Aktiviteter for børnefamilien
På søndag er der Børnenes Dag på Streetfood. Her vil der være masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle.
Trylleklovnen Happy kigger forbi og laver sit trylleshow samt kreative ballondyr mellem kl. 12-13. Der vil også være et stort legeland, hvor børnene kan lege amok og blive forvandlet til vilde dyr og eventyrlige skabninger med ansigtsmaling.
Børnenes Dag på Streetfood varer fra kl. 12-16.
Aktiviteter for loppejægerne
Elsker du at gøre en god handel, så er det bare med at komme afsted i weekenden, hvor du kan besøge to loppemarkeder i midtbyen, som kun ligger 350 meter fra hinanden.
Der er nemlig både loppemarked på Frederiks Torv og på Louises Plads. Her kan du finde alt fra antikviteter og vintage-tøj til legetøj og bøger.
Begge loppemarkeder er åbne fra kl. 10-15.
Aktiviteter for den sportsglade
På søndag kommer byen til at summe af liv, når årets motionsfest løber af stablen. Omkring 5.500 mennesker deltager enten ved at gå eller løbe til Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland. Du kan heppe på deltagerne rundt omkring på ruten eller ved målstregen. Ruten kan ses her.