Billede beskrivelse

Gratis galleri: Her kan du opleve og udstille kunst midt i Aalborg

20. november 2023 kl. 06.02

Har du en kunstner gemt i maven, men mangler sparring og et sted at udstille og sælge dine værker? Eller er du kunstinteresseret og søger inspiration til hjemmet - måske er du endda på udkig efter et nyt maleri fra en up-coming kunstner?

Så har Aalborg fået et nyt sted for dig.

Råt & Godt på Hjulmagervej i Aalborg er kendt som en socialansvarlig virksomhed med håndværk, genbrug og kreativitet i fokus. I alle Råt & Godts projekter er formålet især at give unge en hånd - det samme gør sig gældende for det helt nye galleri på adressen.

- Vi er jo et lidt ukurant og skævt sted, hvor vi gerne sætter tanker i gang, og vil hylder kreativitet og forskellige udtryksformer. Med Galleri Råt & Godt vil vi give en gratis mulighed for nye såvel som etablerede kunstnere til at vise deres talent frem, fortæller indehaver Christian Helweg.

Kunst til salg

Den gamle togremise for enden af Hjulmagervej har fået en ordentlig overhaling og står nu klar som et stilrent men hyggeligt galleri. Her er allerede kunst på væggene og skulpturer af keramik på podierne.

Maler Julie Fredborg viser sine naturmotiver frem i Galleri Råt & Godt netop nu. Keramiker Benjamin Winther laver store keramik-skulpturerer og krukker inspireret af insekter og biller, som man kan opleve i galleriet.

Billede beskrivelse

Astrid Witt, som er tovholder på projektet, udstiller også sine farvestrålende malerier lige nu, og glæder sig derudover til at hjælpe andre kunstnere med at vise deres ting frem i galleriet. 

- Det skal være et sted for alle, der sætter pris på kreativitet. Unge og gamle, kunstnere, kunstkendere og glade amatører, der bare gerne vil ud og opleve noget nyt sammen i vores by. Det er ganske gratis at komme ind og kigge, ligesom det også er gratis at udstille, fortæller Christian.

Som udstiller får man plads på galleriet i 1-2 måneder, hvor besøgende både kan kigge på og købe kunsten, hvis den er til salg.

Skiftende gavlmalerier

Galleriet holder åbent i hverdagene kl. 8-16 og lørdag kl. 10-15. Kommer man udenfor åbningstiden går man imidlertid ikke forgæves. 

Billede beskrivelse

Togremisen er nemlig dekoreret med 25 store plader, som males af forskellige kunstner igen og igen. Som gavlmalerier - bare i mindre format og konstant i forandring. Derfor skifter galleriet løbende udseende.

Kurser i kreativitet

Galleriet ligger i forlængelse af Råt & Godts undervisningslokale, hvor der fremover også vil være plads til kunst.

Her kan kunstnere og håndværkere nemlig afholde forskellige kreative workshops og kurser i eksempelvis at male, lave keramik og betrække møbler

- Når vi nu inviterer dygtige mennesker til at udstille i galleriet, så er det jo en oplagt mulighed, at de også kan lære fra sig. Det er jo farligt populært lige nu at lave keramik, så derfor har vi et kursus på programmet med Benjamin Winther, siger Christian.

Det kan du finde mere om på galleriets Instagram-profil @galleriraatoggodt.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste