Gratis festival i Musikkens Hus: Her kan du opleve ny musik i alle genrer
Snart kan du komme til stor endagsfestival i Musikkens Hus i Aalborg med intet mindre end 27 navne på plakaten. Og det er ganske gratis.
Det er musikkonservatoriet i Aalborg, RAMA (Royal Academy of Music Aalborg), der står bag det nye arrangement, som løber af stablen d. 13.april kl. 12-24.
Der bliver ikke alene mange optrædener at opleve på scenerne i Rytmisk Sal, Klassisk Sal and Intimsalen på tredje etage i Musikkens Hus - der bliver også rigtig mange genrer at gå på opdagelse i.
- Alt fra harpe-musik og jazz til mere eksperimentelt og rock. Der bliver noget for enhver smag. Måske kan man også være heldig at opleve noget helt nyt, forklarer Andreas Berthelsen fra RAMA, og hans klassekammerat Camilla Haugbjerg stemmer i:
- Ja faktisk, er der jo kun nyt musik på programmet. Vi har øje for originalt musik til festivalen, som er skrevet og performet af kunstnerne selv, forklarer hun.
De går begge to på 2. år på RAMA, som også har adresse i Musikkens Hus. Det er altså eleverne har deres hverdag, og nu inviterer de alle interesserede ind for at se, hvad det egentlig er, de går og laver.
- Musikkonservatoriet kan godt virke lidt mystisk
Festivalen er et projekt, som de 10 elever på 2. år på skolen selv har stablet på benene som en del af deres fag Entreprenørskab.
- Musikkonservatoriet kan godt virke lidt mystisk for mange. Festivalen skal både vise, hvad vi laver og hvad vi kan, men det er også for at give kunstnere på skolen et sted i Aalborg at optræde med deres eget musik, fortæller Andreas.
- Og så vil vi også gerne motivere de andre studerende til at kaste sig ud i noget nyt. Her er chancen, siger Camilla.
Derfor kan man både se frem til høre helt nye og upcoming artister, men også mere etablerede musikere, som skal spille på flere festivaller i år.
Festivalen er som sagt ganske gratis, og du kan komme og gå helt som du vil. Du kan læse mere om begivenheden på Facebook.