Billede beskrivelse

Fødselsdagsfest gav inspiration: - Arrangører er overvældet af interessen

31. juli 2024 kl. 17.01

Der er langt til Spanien for et glas sangria, men heldigvis kan den nydes på sydeuropæisk vis lige midt i Aalborg, når den “voksne” ende af Algade inviterer til sensommerfest.

Fredag d. 30. august kommer den sydeuropæiske stemning til Aalborg, når D’Wine Bar, Sylvius Ginbar, Restaurant Hvemve og Nørgaard på Hjørnet holder sensommerfest i Algade.

Kristian Ishøy fra D’Wine Bar fortæller os, hvordan idéen om en sensommerfest opstod. 

- Tilbage i maj lavede vi en stor fest i anledningen af vores 10-års jubilæum, som folk var vilde med. Så det var egentlig udgangspunktet.

Stor interesse for festen

Arrangørerne bag har været overvældet af interessen, som lyder på knap 3000 interesserede på Facebook. 

- Vi havde det på fornemmelsen i forhold til det arrangement, vi selv holdt i maj. Vi vidste godt, at der var mange, der ville være interesserede, men at det blev så mange, tror jeg ikke, at vi havde set komme, fortæller Kristian Ishøy.

Kl. 16 starter festlighederne med en DJ, der sætter stemningen, og allerede kl. 18 kommer det første orkester og spiller gaden op.

Skulle man gå hen og blive sulten, står Restaurant Hjemve klar med specialretter til dagen, og samtidigt sørger D’Wine Bar, Sylvius Ginbar og Nørgaard på Hjørnet for drikkevarer til festen.

Garanti for god stemning

Sensommerfesten får til sidst besøg af Urban Crooners kl. 20.30, som lukker og slukker ballet. Et band som Kristian Ishøy ved flere lejligheder har booket som aftenens musikalske indslag, og som han ved bidrager med rigtig god stemning.

Den gode stemning er også udgangspunktet, når Kristian Ishøy fortæller om dét, han kalder for den “voksne” ende af Algade. - Vi prøver på at skabe nogle rammer, hvor der er plads til alle, og hvor der er plads til at snakke i fred og ro.

Arrangørerne håber selvfølgelig på at kunne krydse “godt vejr” af på ønskesedlen, for god stemning, kolde drikkevarer og lækker mad er allerede garanteret til sensommerfesten i Algade d. 30. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste