Far på barsel: Gør noget godt for dig selv og din baby
DGI Huset Nordkraft har haft stor succes med holdet ’Mor og far i form’ og nu skal mændene have lige så stor gavn af konceptet.
'POWER Dad' er DGI Huset Nordkrafts nye hold til fædre på barsel.
Her er far, fysisk træning og sved på panden i fokus, men der er stadig plads til at baby kan være med, med alt hvad dette indebærer.
Plads til både baby og far
Uanset om du er mor eller far, kan det være svært at finde overskud og motivation til at gøre noget godt for sig selv, når en lille pode også skal passes.
Men på 'POWER Dad' bliver der taget hensyn til både barn og forældres behov. Hvis babyen græder er der ingen sure miner, og instruktøren tager gerne baby, så far kan træne igennem.
– Træningen indeholder altid opvarmning samt en solid omgang styrke- og pulstræning, fortæller siger Maria Nørgaard Bronton, der er fitnesskoordinator i DGI.
Instruktøren, Jeppe, er selv far og kender til dét at have en baby.
– Du kan lave mange af øvelserne med dit barn, eller lade dit barn hygge sig på legeøen mens du træner, afslutter Maria.
Prisen for træningen er enten ét klip på DGI Husets Klippekort eller 60 kroner ved kontant betaling. Har du månedsmedlemskab kan du deltage med dette.
Tilmelding sker via DGI Nordkrafts hjemmeside.
Læs mere om tilbuddet her.