Er du vild med loppefund? Så er der godt nyt i weekenden
Fire af byens mest populære loppemarkeder rammer Aalborg i denne weekend
AALBORG: Ja tak, siger vi bare, for nu vender fire af byens populære loppemarkeder tilbage - og det er lig med masser af muligheder for at gøre et kup.
Og mon ikke der er noget for enhver smag? Det er i hvert fald markeder, der altid tiltrækker masser af mennesker.
Så derfor må søndag da være enhver loppe-jægers drøm, når fire af de mest populære markeder rammer byen 6. august.
Lopper på Havnen
Det er en sikker succes, når Lopper på Havnen vender tilbage i løbet af sommeren. Det er 11. år, hvor du kan besøge det, der er det største loppemarked i midtbyen.
- Her er skøn stemning og plads til 120 stande, og du kan sælge ud af alt godt fra gemmerne, tøjskabet og kælderrummet, står der på loppemarkedets hjemmeside.
Du finder loppemarkedet lige ved siden af Jomfru Ane Parken. Der er gratis entré for de handlende, og markedet er åbent fra 10-15.
Loppemarked på Louise Plads
Et andet godt sted at gøre et fund på søndag er på Louise Plads, hvor der også er loppemarked fra klokken 10 til 15.
Om markedet skriver initiativtagerne sådan her på Facebook:
- Aalborgs mest centrale (og hyggelige) loppemarked i hjertet af Aalborg ved Boulevarden/Danmarksgade.
- Der vil være alt fra fede vintage- og retrosager, møbler og unikke samlinger til moderne brugsgenstande, tøj og nips! Kort sagt alt mellem himmel og jord.
- Det er en oplagt mulighed at få ryddet op i gemmerne, eller kom ud og nyd det gode sommervejr og find dit næste skønne loppefund.
Dét fri loppemarked på Frederikstorv
En tredje mulighed er en tur forbi Frederikstorv på søndag, hvor der også er loppemarked fra klokken 10 til 15.
På Dét frie loppemarked på Frederikstorv har du igen muligheden for selv at få en gratis bod - eller møde op og gøre et kup blandt de mange loppefund.
Det eneste, Dét frie loppemarked kræver, er, at "du er med til at gøre opmærksom på vores begivenhed og at du selvfølgelig bidrager med godt humør og gerne giver en hånd til fællesskabet", skriver arrangøren på Facebook.
Og det er også på loppemarkedets facebookside, du finder mere info om, hvad du skal gøre, hvis du gerne vil have en bod.
Loppemarked på Aalborg Streetfood
Aalborg Streetfood holder 'Loppemarked i solen' søndag d. 6 august.
Her kan du sælge og købe alt fra brugte tøj, til bøger, elektronik og andre gode loppefund. Og så kan du møde en masse skønne mennesker og nyde en dag fyldt med sjov og god stemning.
Loppemarkedet åbner klokken 11.30 på Aalborg Streetfood.
Som nævnt kan du besøge alle fire loppemarkeder på søndag 6. august.