Billede beskrivelse

Endelig er åbningsdatoen her - snart kan du lynlade ved Nordjyllands største station

Det tager omkring 20 minutter at lade bilen op på den nye station

28. marts 2023 kl. 18.40
Opdateret kl. 21.03

NØRRESUNDBY: Den har været ventet i lang tid, og nu kan vi fortælle, at du snart kan lynoplade din bil ved Nordjyllands største station.

Billede beskrivelse

Arbejdet med at sætte de 16 lynladestandere op i nyt butiksområde ved Bouet har ellers været forsinket på grund af udfordringer med jordbunden, men nu lysner det.

Clever står for standerne, og pressechef Emilie Linders fortæller, at stationen med lynopladning åbner på torsdag, 30. marts, klokken 15. Og der er åbningsfest frem til klokken 17.30.

- Vi byder på kaffe og er klar med lidt godt til ganen, siger hun.

- Samtidig er det en mulighed for at møde os, vi står klar til at fortælle om ladestanderne, og nogle af vores partnere kommer med elbiler, som gæsterne kan prøvekøre.

Forbinder store dele af Nordjylland

Clever ser frem til at åbne i området tæt på motorvejen.

- Lokationen i Nørresundby er vigtig, fordi den forbinder store dele af Nordjylland. Rigtig mange elbilister i det nordjyske kører længere ture, og derfor er der brug for relevant og lynhurtig opladning, siger Emilie Linders.

- Med indvielsen af lynladestationen vil det være muligt at køre fra København til Skagen ved at lade på Clevers netværk i København, Odense, Nørresundby og Skagen. 

Billede beskrivelse

Planen var egentlig en indvielse sidste sommer, og derfor glæder Clever sig ekstra meget over, at det nu endelig er muligt.

- Vi oplever, at der har har været stor interesse for stationen på forhånd, så nu glæder vi os til endelig at åbne.

Opladning på 20 minutter

Du finder lynladestationen i området, der ligger mellem Høvejen og Loftbrovej ud mod Hirtshalsmotorvejen.

Dermed slutter Clever sig til Jem & Fix samt Sunset Boulevard, der begge er åbnet i området, hvor du også finder tankstation og bilvask.

Den nye, offentlige lynladestation får 16 lynladepunkter med 300 kWh, hvilket betyder, at elbilisterne fremover vil kunne lade deres bil op på omkring 20 minutter, har Clever tidligere oplyst til os her på aalborg.nu.

Forventningen er, at omkring 100 bilister dagligt vil lade bilen op ved stationen her i begyndelsen, og at antallet stiger løbende de kommende år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste