Billede beskrivelse

DHL Stafetten vokser ud af Lindholm Strandpark - her er den nye placering

Eventen fejrer jubilæum i år - der er overraskelser, mere plads og bedre parkering på den nye adresse

19. juni 2023 kl. 15.05

AALBORG: Ruterne er nye, og adressen er en anden end tidligere, men bare rolig - idéen er stadig den samme, når DHL Stafetten vender tilbage 29. til 31. august: 

Saml kollegaer, venner eller familie og gå eller løb en tur i den dejlige, danske sensommer, lyder det fra arrangøren Aalborg Atletik & Motion.

Billede beskrivelse

Og hvor skal du så møde op denne gang, efter stafetten har holdt til ved Lindholm Strandpark de seneste år?

- Vi har valgt at flytte DHL Stafetten til dyrskuepladsen i Skalborg. Eventen er blevet så stor, at der simpelt hen ikke var plads nok i strandparken, og med flytningen bliver vores areal næsten dobbelt så stort, siger eventmedarbejder Rasmus Schøn. 

- Vi vil gerne give deltagerne den samme oplevelse og de samme muligheder, uanset hvor på pladsen de og deres telte holder til.

Nemmere adgang og mere parkering

Han peger også på, at der bliver nemmere adgang til eventpladsen, da den ligger i nærheden af både Skalborg Station og busholdepladser.

Billede beskrivelse

Og det bliver nemmere at finde parkering for dem, der kommer i bil.

- Dels bliver der p-pladser i den fjerneste ende af pladsen, og dels har vi lavet en aftale med Aalborg Storcenter om, at vi får et område på deres parkeringsplads, siger Rasmus Schøn.

- Rent logistisk bliver det også nemmere at komme til og fra pladsen.

Med flytningen kommer Aalborg Atletik & Motion også de ønsker i møde, som mange deltagere har haft og eksempelvis start og mål midt på pladsen for både walkere og løbere. Og en lang start- og opløbsstrækning mellem teltene, hvor de forskellige hold slår sig ned og hygger og spiser.

Og hvad med ruten?

Der forventes omkring 6000 deltagere på hver af de tre aftener, der er stafet. 

Og der er altid stor interesse for, hvordan ruterne bliver, når løbere og gående skal ud på de fem kilometer.

Billede beskrivelse

- Ruterne er ikke helt på plads endnu, men jeg kan godt sige, at løberne skal ind i Østerådalen, siger Rasmus Schøn.

- Og de gående skal omkring skovområdet Paradiset. Både løbere og gående kommer igennem nogle meget naturskønne områder.

Kæmpe jubilæumsfest

I år fejrer DHL Stafetten i øvrigt 20 års jubilæum.

- Og folk skal glæde sig til en fest, vores setup bliver kæmpestort i år, siger Rasmus Schøn.

- Vi vil ikke røbe så meget endnu, men jeg kan godt fortælle, at der kommer en overraskelse, som man kan se på lang afstand. Og nej, det er ikke noget der eksploderer, som fyrværkeri gør.

Dyrskuepladsen i Skalborg ligger på Hobrovej 437 overfor storcenteret i City Syd. DHL Stafetten finder sted 29.-31. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste