Billede beskrivelse

De Syngende (jule)Træer står klar til gratis julearrangement

08. november 2024 kl. 12.30

Den første søndag i advent lander i år den 1. december, og i den anledning inviterer Aalborg Kongres og Kultur Center til julearrangement med 300 levende lys, julegodter og korsang ved De Syngende Træer. Det skriver AKKC i en pressemeddelelse.

Det gratis arrangement er for alle, der har lyst til lidt julemagi i denne kolde tid.

Dagen markerer åbningen af, at 62 af De Syngende Træer bliver udsmykket med julemotiv og spiller julemusik ved de internationale kunstnere, der har udgivet den.

- Det er bare helt særligt at opleve børn og voksne trykke på de mange musikstandere ved træerne, nyde de levende lys, høre koret synge smukke julesange og købe lækre æbleskiver og gløgg. Vi har fået skabt en tradition, der virkelig spreder juleglæde, og den holder vi fast i, fortæller Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center ifølge pressemeddelelsen.

Klokken 15.30 tænder Aalborg Kongres og Kultur Center de 300 levende lys, og der vil det lokale kor Fruer med Druer synge julen ind med hyggelige sange i en halv time.

Dertil vil Restaurant AKKC by MEST diske op med en festlig julebod, hvor Kildeparkens gæster kan købe gløgg, æbleskiver, vaniljekranse, brændte mandler og varm kakao, skriver AKKC i pressemeddelelsen.

Parken med De Syngende Træer har efterhånden vokset sig stor. Der er i alt 96 internationale kunstnere, der har plantet et syngende træ i parken. I år vil 62 af dem blive omdannet til syngende “juletræer”, hvor julemusik fra blandt andet Mariah Carey, Cliff Richard, Bob Dylan og mange flere kan opleves.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste