Billede beskrivelse

De første skibe er kommet til Aalborgs vildeste havnefest - det kan du glæde dig til

Aalborg Regatta bliver fire dage med flotte skibe, mad fra hele verden og gratis koncerter

24. august 2023 kl. 06.02

Aalborg er og bliver en havneby. Det sætter det store, maritime event, Aalborg Regatta, en tyk streg under i de kommende dage. 

Sidste gang lokkede Aalborg Regatta 60.000 nysgerrige nordjyder helt ud til havefronten, der nu igen skal danne rammen om en fællesskabende byfest. Det bliver fire dage med imponerende skibe, musik og mad fra alle verdenshjørner.

På den maritime front kommer elleve skibe i alt. Ti fra Danmark - og et enkelt helt fra Holland. 

Billede beskrivelse

Kom med ombord

Under Aalborg Regatta kan alle komme med ombord, når skibene på skift holder "Åbent skib". Det vil skibene på skift gøre henover de næste fire dage, og markerer det med et skilt på havnefronten. 

Skibene der deltager er: Brita Leth, LOA, Gulden Leeuw, Morgenster fra Holland, Marinehjemmeværnets HMS Patrioten, Jens Krogh, Betty, Maja, Søværnets Patruljefartøj Diana, ALBA og IMSUM af Aalborg. 

Skibet Maja er et tremastet træskib, som også vil tage gæster med på sejlture i Limfjorden under besøget.

Billede beskrivelse

Madboder fra hele verden

Utzon Parken bliver under Aalborg Regatta omdannet til et autentisk streetfood-område. 

For netop nu er 16 madboder ved at rykke ind med autentiske køkkener fra de fjerneste afkroge af verden. Det fortæller Kristian Andersen, der er partner i Mad & Kultur, som er hyret ind til at stå for madboderne under Aalborg Regatta.

- Der er et bredt udvalg af madboder, en kaffebar og en vinbar. Vi går også op i at sætte den rigtige stemning omkring madboderne med store oliventræer, lyskæder og plads til 1000 siddende gæster, siger Kristian Andersen.

Her kommer madboder fra Danmark, Thailand og Argentina.

Billede beskrivelse

Store, gratis koncerter

I forbindelse med Aalborg Regatta vil havnefronten også danne rammen om en række gratis koncerter ført an af en af de største stjerner lige nu, nemlig Christopher. Han er en del af programmet lørdag aften sammen med med Svea.

Inden da kan du glæde dig til at opleve Annika Aakjær og Svea S torsdag aften, mens det er Carpark North og Danser med Piger, der er klar på scenen fredag aften.

Koncerterne begynder klokken 19 og klokken 21 de tre aftener, og de finder sted på friluftsscenen på Slotspladsen.

Aalborg Regatta bliver afholdt fra 24. august til 27. august på Aalborgs havnefront.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste