Byens nye museum slår dørene op på Boulevarden: Her er åbningsdagen
Lige nu er lokalerne fulde af håndværkere, men det varer ikke ret længe før House of HAGD slår dørene op til helt nye kunstoplevelser i midtbyen.
I juli kunne Aalborg.nu fortælle at gallerist Rasmus Fischer har købt hele ejendommen på Boulevarden 42, hvor han vil flytte ind til med sit galleri HAGD Contemporary og åbne et nyt, gratis kunstmuseum, der får navnet The Staircase Museum.
Rasmus formål med ejendommen er at gøre kunsten nemmere tilgængelig og mere uformel for aalborgenserne.
- Jeg drømmer om at skabe et "kunst-hub", hvor man både kan købe, nyde, opleve og tale om kunst. Galleriet bliver i to etager, imens museet tager gæsterne igennem trappeopgangen, som fører hele vejen op til en kunsthal under taget og videre ned af bagtrappen, forklarer Rasmus og fortsætter:
- Man kan bruge museet som en lille pause i hverdagen. Tage en kop kaffe med ind og gå en tur og lade sig inspirere.
Åbningsfest med drinksbar
Han overtog bygningen d. 1. august og har siden været i fuld gang med at istandsætte. Nu er han imidlertid klar med en åbningsdato og vil gerne invitere aalborgenserne til stor fest i den anledning.
- Det skal ses! Det skal fejres! Og vi byder alle velkommen. House of HAGD åbner 21. september: Kom og fejr det med os, kom og se det, kom og få en helt ny og særlig oplevelse med kunst, skriver Rasmus om begivenheden på Facebook.
Huset åbner officielt kl. 11 lørdag d. 21. september, hvor der vil være flere spændende åbningsudstillinger i galleriet såvel som i det nye museum. Kl. 16 åbner drinksbaren, og festlighederne fortsætter så længe, der er gæster. Det er desuden ganske gratis at deltage i arrangementet.