Bagedyst-vinder Sæþór mærkede selv at pengene var små - nu vil han hjælpe andre
På mors dag kan du få fingre i en intens chokoladebombe hos en af byens mest populære bagere
AALBORG: Sæþór Kristínsson varmer chokolade hjemme i køkkenet. Han øver sig på en signatur-kage, som han glæder sig til at lange over disken til aalborgenserne i forbindelse med mors dag.
- Hos Surdejsbageren kommer en særlig chokoladebombe til salg, når mors dag nærmer sig, fortæller bage-kendissen.
Nærmere bestemt er der tale om lidt af en chokoladebombe, som du kan tage med hjem eller nyde i caféen til kvalitetstid og en god kop kaffe.
Men bag kagens fine udseende ligger en dybfølt sag for Sæþór Kristínsson.
Følt det på egen krop
For vælger du at gå ind og prøve Sæþór Kristínssons morsdagskage, så støtter du samtidig Mødrehjælpen.
- Jeg har selv mærket det tæt inde på livet, at pengene var ret små. Jeg kommer ud af en stor søskendeflok, og da jeg var en del yngre, havde vi ikke penge til at rejse på sommerferie. Det var da ikke altid sjovt, når alle andre i klassen havde råd, siger Sæþór Kristínsson.
Derfor takkede han hurtigt ja til at hjælpe udsatte familier i forbindelse med mors dag. For hver solgte kage i Surdejsbageren, går 5 kroner nemlig til Mødrehjælpen.
- Inflationen presser flere og flere forældre, der henvender sig til Mødrehjælpen. Måske har nogle svært ved at have råd til at give madpakke med hver dag, flere må skære ned på ferier, søger om julehjælp og så videre, siger han.
- Det gør ondt i hjertet, når jeg selv har en datter. Så der er virkelig mange årsager til, at det her var en god sag for mig, siger han.
En specialdesignet chokoladebombe
Er du vild med chokolade og din mor, så er der altså en god grund til smutte forbi Budolfi Plads i weekenden.
- Der er jo mange, der gør en dyd ud af at bruge tid med sin mor på mors dag. Folk giver typisk blomster eller en æske chokolade. Men som alternativ kan man nu få den her chokoladebombe af en kage, siger Sæþór Kristínsson.
Her er chokoladen i tre forskellige former og i tre lag - toppet med vaniljecreme.
- Det er en sprød chokoladebund, en brownie lavet på mørk chokolade, en mælkechokolade cremeux og en indkapslet i en chokolademousse, siger han.
Hele herligheden kommer til at koste 49 kroner og sælges 13. og 14. maj hos Surdejsbageren. For hver solgte kage går fem kroner til Mødrehjælpen.