Seneste nyt
Billede beskrivelse

Arrangement for børn: Mystisk medicin i det gamle apotek

11. november 2024 kl. 11.19

Svane Apoteket lå i næsten 350 år i stueetagen i Jens Bangs Stenhus i Aalborg centrum. I dag er det i stedet omdannet til en museumsbutik med alt fra søde sager til bøger om gamle dage, fortæller Nordjyske Museer i en pressemeddelelse. 

Til gengæld er det gamle inventar fra Svane Apoteket flyttet op husets fjerde sal, hvor Apotekersamlingen er indrettet, og det er netop denne, børnefamilier kan besøge i november og december. 

Apotekersamlingen slår nemlig dørene op til børneevent. Den første gang er den 16. november. 

- Her er der blandt andet mulighed for at slå tabletter på verdens første tabletmaskine, blande brusende medicinsk sodavand i den magiske kande og lave tandpulver af blæksprutteskaller og røde lus. Undervejs får man også lov at smage på apotekerens lakridspastiller, skriver Nordjyske Museer i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

Inden man får lov til at blande gammeldags medicin, kommer man på rundvisning i tingene fra det gamle apotek, hvor hundredvis af krukker, skuffer og beholder står. I gamle dage brugte apotekeren disse til at blande sin medicin. 

Og det var altså nogle lidt andre ting, de forbandt med medicin dengang. For i Apotekersamlingen kan du blandt andet finde urter fra alverdens lande, magisk jord fra Malta og tørre blod fra en ged. 

Arrangementet begynder i museumsbutikken i stueetagen, der tidligere rummede Svane Apoteket. Her får man apotekerkitler på, så man er helt klar til at lege gammeldags apoteker for en dag. 

Børneeventet henvender sig særligt til børnefamilier med børn fra ca. 7 år og op, men alle er velkommen, skriver Nordjyske Museer i pressemeddelelsen. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste