Billede beskrivelse

Alimentum bombarderer dine sanser i nyt VIP-område

Den nye store satsning hedder FoodLab, og her får du helt op til 40 retter

12. maj 2023 kl. 10.29

AALBORG: Er du til gastronomi i den helt høje ende, så er Alimentum et virkelig godt bud på en af byens allerbedste restauranter. 

Selvom restauranten i Løkkegade flere gange har været anerkendt i internationale spiseguider, så læner indehaverne Søren Birch og Simon Kvist Bjerre, der er henholdsvis køkkenchef og restaurantchef, sig ikke tilbage.

For nu afslører de, at de vil lave et VIP-område i deres populære restaurant. De kalder det selv et 'FoodLab', der bliver eksklusivt for kun seks gæster ad gangen.

Billede beskrivelse

- Vi vil bygge den gamle afdeling af Alimentum om til et FoodLab. De gør vi, fordi vi vil tilbyde noget, som slet ikke er set i byen i forvejen. Vi vil gerne give aalborgenserne en sanseoplevelse, siger Søren Birch. 

Lukker ned fra næste uge

Det er den gamle afdeling af Alimentum, der skal bygges om, mens den nye afdeling stadig skal være restaurant som den plejer efter ombygningen.

Selvom der kun er tale om en afdeling, så lukker hele restauranten ned allerede i næste uge.

- Mandag i uge 20 rykker der håndværkere ind. Så for at give vores gæster den bedste oplevelse, lukker vi hele restauranten i en kort periode, siger han. 

For allerede 24. maj kan du igen gå på Alimentum, som du kender det. Og er du spændt på den nye VIP-afdeling, så skal du holde spændingen ud lidt endnu, da den første åbningsdato er 2. juni.

Én stor snackmenu

En aften i FoodLab bliver en oplevelse med 30-40 serveringer, som får dine smagsløg til at danse.

- Vi starter ud med champagnevogn, og så skal man bare læne sig tilbage. Maden kommer løbende, og du vil blive bombaderet med smage og sanseindtryk, lover Søren Birch.

Billede beskrivelse

- Forstil dig én stor snack-menu, hvor man sidder og ser sin mad blive lavet på stedet. Retterne er lavet med forskellige teknikker og sprængfyldte af forskellige smage, siger Søren Birch. 

Og årstiden kommer især til at have en afgørende rolle for, hvad du kan forvente af menuen. I sommerhalvåret bugner menuen af friske grøntsager, fisk og skaldyr - i vinterperioden mere dybe smage. 

Billede beskrivelse

Den rette VIP-stemning

Der bliver heller ikke sparet på noget i VIP-rummets indretning. Her kommer messing, eg og tunge gardiner til at skabe en hyggelig atmosfære. 

Med ombygning nedlægger de også 15 almindelige siddepladser i restauranten.

- Det er et kæmpesats for os. Men det her sted er drevet af passion. 

En VIP-aften hos Alimentum kommer til at koster 3500 kroner per person - det er inklusive drikkevarer, snacks og 30-40 serveringer. 

- Det stiller jo store krav til os om, at vi skal præstere hver eneste gang. Men Simon og jeg vil blive ved med at udfordre os selv, afslutter Søren Birch.

Som nævnt lukker restauranten fra mandag, men fra onsdag 24. maj, kan du igen besøge Alimentum på Løkkegade 23. FoodLab åbner første gang 2. juni.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste