Advarsel! Dette comedyshow kan føre til skilsmisser
Der er international comedy på programmet, når skotske Daniel Sloss indtager scenen i Aalborg Kongres & Kulturcenter til februar. Men pas på, hvis du har din bedre halvdel med inde og se forestillingen - for den skulle eftersigende have ført til flere skilsmisser.
Daniel Sloss er bl.a. kendt fra shows på Netflix og HBO, og han er en af danskernes foretrukne internationale komikere.
I 2022 havde han hele 2 udsolgte shows i DR Koncerthuset med titlen ’Hubris’, og nu vender han så tilbage til Danmark, hvor aalborgenserne får mulighed for at opleve det nye oneman-show, CAN’T.
120.000 breakups
Selvom Daniel Sloss kun er 32 år, har han opbygget et imponerende CV. Han er nemlig ikke kun en af danskernes favoritkomikere, for han har turneret i intet mindre end 53 lande. Derudover har han skrevet bogen Everyone You Hate is Going to Die, og hans Netflix-specials kan streames i 190 lande på 26 forskellige sprog.
CAN'T bliver Daniels Sloss's 12. oneanshow, og kommer i kølvandet på hans mest kendte show Jigsaw.
Netop Jigsaw har været enormt omdiskuteret. Showet handler om hvad ”ægte kærlighed” egentlig er, og hvilke udfordringer man kan møde i et ægteskab. Det har resulteret i flere end 120.000 breakups og 300 skilsmisser verden over. Mange fans beder ham stadig om at skrive sin autograf på deres skilsmissepapirer, når de kommer til hans shows.
Daniel Sloss er netop blevet far og det bliver et af de temaer han berører med CAN'T, hvor man kan se frem til en forestilling , der både er dybt sentimental og uhyrligt eksplicit.