Aalborgtårnet får ny forpagter: Det skal der ske nu
Kort:
- Aalborgtårnet får ny forpagter, idet Skydepavillonen overtager ledelsen.
- Med den nye ordning følger både en renovering, nyt menukort og mulighed for udvidede åbningstider.
- Ændringerne træder i kraft fra den nye sæson til foråret.
Aalborgtårnet er kendt og elsket som et af byens unikke vartegn. Her har aalborgensere kunne nyde den smukke panoramaudsigt sammen med en kop kaffe eller en pølsemix de sidste mange år, men nu er der store ændringer på vej.
Fra næste sæson, som begynder til foråret, skal Aalborgtårnet nemlig køre under samme ledelse som Skydepavillonen. Begge restaurationer ejes i dag af Det Broderlige Skydeselskab, som har taget initiativet til at lægge styringen samme sted for at åbne op for flere muligheder for brug af tårnet.
Dermed overtager Charlotte Freudendal fra Skydepavillonen forpagterrollen fra Helle Abildgaard, der har stået i spidsen for Aalborgtårnet de seneste 12 år.
- Tårnet skal fortsat være åbent for alle besøgende i dagtimerne 10-17, og man kan stadig få sig en kop kaffe og noget at spise, fortæller Charlotte og fortsætter:
- Derudover åbner vi op for at bruge Aalborgtårnet meget mere til selskaber, receptioner, møder og arrangementer udenfor almindelig åbningstid, som der har været stor interesse for.
Menuen får en make-over
Tårnets indretning får sig en make-over inden den nye sæsonåbning, og det samme gør sig gældende for menukortet.
- Vi udvikler på en ny menu til Aalborgtårnet, som skal have flere café-retter såsom smørrebrød og salater. Det bliver ikke noget dyrt og fornemt, men det bliver selvfølgelig superlækkert, lover Charlotte.
Hun fortæller også, at de forventer at forlænge åbningstiderne i en periode til sommer, så man kan komme op og nyde et glas vin og en rejemad til solnedgang over Aalborg.
Bryllupper og møder helt til tops
Aalborgtårnet ligger hele 105 m over Limfjorden og restauranten har plads til 50 personer.
Hos Skydepavillonen har de længe arrangeret besøg i Aalborgtårnet, da mange selskaber ønsker at underholde deres gæster med et kig over byen. Med den nye opsætning bliver der endnu flere muligheder for at bruge tårnet i forbindelse med arrangementer.
- Eksempelvis vil vi gerne kunne tilbyde velkomstdrinks i tårnet til bryllupper fremover. Det kunne også være, at man byder på kaffe i tårnet efter et frokostselskab i Skydepavillonen eller eventuelt virksomhedsarrangementer i tårnet til aften, fortæller Charlotte Freudendal.
Planen er altså at Aalborgtårnet skal blive endnu mere tilgængeligt for aalborgenserne med den nye ordning, som træder i kraft så snart vejret tillader elevatoren at køre til tops til foråret – formentligt i april.