Billede beskrivelse

Aalborg Regatta vender tilbage med skibe og streetfood til sommer

12. april 2024 kl. 06.01

Når Aalborg Regatta vender tilbage fra 21. til 25. august 2024, bliver det med masser af deltagende skibe og et stort streetfood-område i Utzon Parken. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Flere skibe har allerede meldt deres ankomst til Aalborg, og der er nogle meget spændende fartøjer i blandt:

- Vi har nogle store flotte sejlskibe som Dar Mlodziezy, Christian Radich, Eendracht og Morgenster, der kommer på besøg, samtidig med at vi har et enormt flådeskib Absalon, fortæller borgmester Lasse Frimand Jensen.

- Så publikum kan ved selvsyn få et indblik i, hvordan vidt forskellige fartøjer er indrettet, og hvordan livet er ombord. Det bliver et flot syn med de mange skibe langs Aalborg Havnefront, siger han.

Billede beskrivelse

Skibe og streetfood fra hele verden

Aalborg Events, arrangør af Aalborg Regatta, har desuden indgået en aftale med Mad & Kultur om at skabe et streetfood-område igen i år.

- Satsningen på streetfood var en stor succes under Aalborg Regatta i 2023. Vi fik mange positive meldinger fra gæsterne. Med erfaringerne fra 2023 tror vi på, at vi sammen kan udbygge succesen. Vi håber meget på, at aalborgensiske og nordjyske aktører får lyst til at være med, nu hvor konceptet har vist sig at have stor interesse hos publikum, forklarer Lasse Frimand Jensen.

Mere end 50.000 gæster lagde vejen forbi Utzon Parken og de mange boder under Aalborg Regatta i 2023.

- I 2023 havde vi 18 forskellige madkoncepter med, fortæller Thor Andersen fra Mad & Kultur, som sammen med Kristian Andersen ejer og driver Mad & Kultur.

- I 2024 vil 70 procent af disse være skiftet ud, så flere lokale aktører kan være med, siger han.

Billede beskrivelse

Som noget nyt kommer der i år 4-6 stadepladser med et tipi-telt, strøm, disk og lidt facadepynt. Om du er foodie, fiskehandler, restauratør, kaffebar eller andet, kan du leje dig ind her og sætte dit eget præg. 

- Så man som lokal virksomhed ikke skal ud og investere i et stort mobilt setup for at kunne være med. Man kan selvfølgelig også deltage med en foodtruck eller anden form for madbod, hvis man ønsker det, siger Kristian.

Udover skibe og streetfood vil Aalborg Regatta byde på et væld af maritime aktiviteter og naturligvis gratis koncerter på Havnefronten. Hvem der skal optræde, vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste