Billede beskrivelse

AaB på banen med et nyt tilbud for børn

Børn kan nu se AaB's hjemmekampe under opsyn af pædagoger

16. oktober 2022 kl. 09.08

AALBORG: Har du et fodboldinteresseret barn, der gerne vil opleve AaB på lægterne, men måske mangler en ledsager? Så er dette tilbud måske noget for jer, for nu er AaB på banen med deres nye børnefællesskab, hvor børn mellem otte og 14 år kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende til alle AaB's hjemmekampe. 

Det er AaB og Spar Nord Fonden, der er gået sammen om det nye initiativ, som de kalder “Fællesskab for alle”, skriver AaB i en pressemeddelelse. 

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen. Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af de pædagoger og pædagogstuderende, der til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter kampen.

- Vores pædagoger og pædagogstuderende vil tage imod og samle alle tilmeldte børn før hver kamp, og vi håber, at vi kan give en rigtig god fodboldoplevelse for de børn, der måske ellers ikke ville have haft mulighed for at komme til fodbold eller for børn, der måske bare ønsker en del af et børnefællesskab på kampdagen i stedet for at sidde med sine forældre et andet sted på tribunen, siger AaB’s kommercielle direktør, Jesper Elkjær.

“Fællesskab for alle” introduceres for første gang til AaB’s hjemmekamp mod Silkeborg I.F. søndag 6. november. Konceptet kommer til at køre resten af 2021/2022-sæsonen samt hele 2022/2023-sæsonen.

Du kan læse mere og tilmelde dit barn på aabsport.dk. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste