140 ton sand og et stort stillads - kæmpe event sætter sit præg på Havnefronten
Der er masser af idræt, oplevelser og aktiviteter i byen resten af ugen
AALBORG: Det er en event af de helt store, som Aalborg er vært for i øjeblikket.
Og nu sætter DM-ugen også sit præg på bybilledet, hvor du ikke kan undgå at se, at noget stort er i gang. Der er masser af sportsgrene at følge, og flere af dem kræver lige liiiidt mere, end det vi er vant til at se i byen.
Blandt andet er Havnefronten under forvandling, i området ved Utzon Center kan du i øjeblikket se det, der mest af alt ligner en stor - meget stor - kasse af glas. Men, men - det er såmænd en midlertidig padelbane, hvor de indledende kampe skal afvikles.
I samme område er det svært at komme udenom, at 140 ton sand har fundet vej til Honnørkajen i forbindelse med DM i Beachvolley.
Og bare rolig, når mesterskabet er overstået, bliver sandet genbrugt i Vestre Fjordpark - hvor en del af kampene i øvrigt også bliver spillet.
35 sportsgrene og 200 mestre
Går du tur langs Limfjorden kan du også se, at endnu en ny ting er skudt op - og her skal det med "op" forstås ret bogstavligt.
For de seneste dage har et helt særligt stillads rejst sig på Limfjordsbroen - og det skal bruges til DM i High Diving. I øvrigt et af de mesterskaber, der tiltrak rigtig mange tilskuere sidste år.
DM-ugen slutter søndag 25. juni, det er en slags mini-ol på dansk jord med 35 forskellige sportsgrene, og flere end 200 danmarksmestre skal findes i løbet af fire dage.
Flere end 3000 atleter og officials deltager, og bag eventen står Danmarks Idrætsforbund i tæt samarbejde med Aalborg Kommune, de mange specialforbund og lokale foreninger.
Hvis du vil have det fulde overblik over DM-ugens aktiviteter og resultater fra de mange konkurrencer, kan du hente DIF's app, kaldet "DM-ugen", hvor man blandt andet også kan markere sine favoritsportsgrene og finde praktisk information.
Appen kan hentes både i App Store og Google Play.