Det nye hospital er i fuld gang
AALBORG: Søndag den 8. februar markerede en milepæl i Region Nordjyllands sundhedsvæsen, da 66 patienter blev flyttet fra Aalborg Universitetshospital Syd til den nyopførte Hospitalsby i Aalborg Øst.
Flytningen forløb som planlagt og med kirurgisk præcision – og allerede dagen efter var de første operationer i gang.
Den største flytning i regionens historie
Med op til 150 patienter forberedt til overflytning var forventningerne høje.
På dagen blev 66 patienter flyttet, hvilket skyldtes naturlige udskrivelser og hjemsendelser.
Det omfattende logistikarbejde, som er kulminationen på over ti års planlægning og byggeri, blev mødt med ros fra alle involverede.
- Det er på alle mulige måder fantastisk, at vi nu er kommet hertil, udtaler Mads Duedahl (V), Regionsrådsformand i Region Nordjylland og tilføjer:
- Alt har spillet, som det skulle, så der er kun grund til at være rigtig stolt og tilfreds. Alle ved, at byggeriet har været igennem nogle store udfordringer og forsinkelser, men nu kan vi virkelig se fremad.
Canadisk flyttefirma roser flytningen
Flytningen blev udført i tæt samarbejde med det canadiske firma Health Care Relocations, som har erfaring med hospitalsflytninger over hele verden.
Med 500 medarbejdere og 20 ambulancer i pendulfart mellem hospitalerne blev patienterne flyttet sikkert og roligt.
Firmaets projektleder roste flytningen som både velorganiseret og gennemført med stor professionalisme.
Også Aalborg Universitetshospitals direktør, Lars Dahl Pedersen, er tilfreds med forløbet indtil nu.
- En ting er at være godt forberedt, noget andet er at få det ført ud i virkeligheden. Det gik helt som planlagt – og med stor ro og stort overblik. Jeg vil gerne anerkende den kæmpe indsats en lang række medarbejdere har lagt i flytningen, både i planlægningen forud og på selve dagen. Ingen nævnt, ingen glemt. Så stor en patientflytning er begivenhed, som de fleste kun oplever én gang i deres arbejdsliv, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen.
Flere flytninger de kommende måneder
Søndagens flytning omfattede sengeafdelinger inden for kæbekirurgi, øjen- og øre-næse-halskirurgi, neurokirurgi, plastikkirurgi, hjertemedicin, kræftbehandling, blodsygdomme, hjerte- og lungekirurgi samt karkirurgi.
Flere funktioner er allerede flyttet, herunder billeddiagnostik, simulationstræning, analysefaciliteter samt servicefunktioner som køkken, lager og sterilcentral.
I løbet af foråret følger yderligere to somatiske flytninger, og psykiatrien forventes også at rykke ind i Hospitalsbyen.
De sidste patienter flyttes inden maj, hvor den officielle indvielse finder sted.