Billede beskrivelse

Derfor kan du høre udrykning ved Aalborg Havn i dag

Torsdag bliver der meget kørsel med blå blink omkring Aalborg Havn

08. juni 2023 kl. 06.03

AALBORG: I dag, torsdag, bliver der holdt en stor beredskabsøvelse på Nefovej i Vodskov på Aalborg Havns arealer ved Nordjyllandsværket. 

Øvelsen holdes med deltagelse af flere myndigheder, så man udover at få testet de enkelte deltageres indsats også får presset samspillet og kommunikationen mellem myndighederne.

Det er Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland, Aalborg Kommunes miljøvagt samt den Præhospitale Virksomhed, der er de myndigheder, der deltager som øvelsestagere.

Derudover stiller Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland med et større antal figuranter, der skal gøre øvelsen så realistisk som muligt.

Aktivitet med blå blink

Politiassistent Kenneth Sloth Andersen, der er øvelsesansvarlig, oplyser i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi, at der bliver en del kørsel med udrykningskøretøjer i området omkring øvelsen. Så der er ingen grund til bekymring, hvis man oplever ekstraordinært meget aktivitet med blå blink i dag.

Øvelsesledelsen kan ikke løfte sløret for detaljerne, da det jo netop handler om træning og øvelse af kollegerne i de forskellige beredskaber – og det er vigtigt, at man ikke kender alle enkelthederne på forhånd, således at læringen kan blive optimal.

- Jeg kan kun sige, at vi har skruet et øvelsesscenarie sammen, der gør, at deltagerne bliver udfordret i betydelig grad på flere parametre, forklarer Kenneth Sloth.

- Formålet er, at vi får afprøvet og vurderet enhedernes indsats og ikke mindst myndighedernes samspil – for et velfungerende samarbejde på tværs er enormt vigtigt, når sådanne hændelser skal håndteres.

Øvelsen går i gang i eftermiddag, torsdag, og forventes at slutte i løbet af aftenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste