Derfor er populært springvand tørlagt
Det er måneder siden, der sidst var vand i anlæg, der blev renoveret sidste år. Her er forklaringen
AALBORG: Der er fuld smæk på farverne på pladsen. Tusindvis af blomster stråler i toner af lilla. Torvet er nyrenoveret, og springvandet flyttet og restaureret.
Kun én ting mangler. Vandet.
Det er nemlig flere uger siden, at du sidst har kunnet se den markante vandkunst Kampen mod Havet i Prinsensgade sprøjte med vand.
- Det er rigtig ærgerligt, og sådan skal det ikke være, siger Henning Sørensen, der er formand i kommunens entreprenørenhed og blandt andet har ansvar for byens springvand.
Vandet forsvinder
Kampen mod Havet kom ellers godt fra start på sin nye placering sidste år, og også dette forår blev der som planlagt fyldt vand i omkring 1. maj.
- Men vi måtte lukke igen, for hver morgen måtte jeg ned og måle vandstanden og fylde ekstra vand på, og det tekniske anlæg kunne ikke følge med, forklarer han.
Springvandet mister nemlig hver eneste dag fire-fem kubikmeter vand, der forsvinder ud i intetheden. Og det er for meget til, at man kan blive ved.
- Vi har svært ved at finde ud af, hvad problemet er. Det er ikke i det tekniske anlæg, så vi regner nu med, at vandet står og siver ud af bunden, og at vandet måske trækker ind i betonen, siger han og tilføjer, at der under normale omstændigheder vil forsvinde en kubikmeter per dag ved fordampning.
Indtil videre er springvandet lukket, mens man venter på en længere periode med tørvejr. En maler skal så behandle bunden, så den forhåbentlig bliver mere tæt.
Henning Sørensen håber, at vi senest om et par måneder igen kan se vandet springe i Kampen mod Havet.
LÆS OGSÅ: Har du set? Nu har springvand fundet sin nye plads