Der er rift om pladserne på juledamptoget
Store som små vil ikke gå glip af en køretur med det ikoniske veterantog i Aalborg, og nu kommer der endnu flere afgange
AALBORG: Udsolgt.
Sådan lød meldingen i løbet af meget kort tid, da der blev annonceret med køreture med det populære og ikoniske damptog i Aalborg her i julen 2018.
Afgangene lørdag den 15. og søndag den 16. december blev således revet væk, og der blev udsolgt på noget nær rekordtid.
Limfjordsbanen er naturligvis også i julegavehumør og melder nu ud, at man også tilbyder ekstra køreture med damptoget lørdag den 22. og søndag den 23. december.
Denne nyhed skal nok vække glæde i de små hjem rundt omkring.
Lørdag er der afgang klokken 11.00 og 14.00 til Aalborg Øst, hvor toget gør et ophold på ca. en halv time, inden det kører retur til Aalborg Station. Togturen varer ca. to timer.
Søndag kører juledamptoget nordpå til Lindholm Station, og det er ensbetydende med en tur på jernbanebroen over Limfjorden.
Toget afgår fra Aalborg Station klokken 11.00, 13.00 og 15.00.
Turen tager med ophold i Lindholm ca. 45 minutter.
Interesserede kan få yderligere information og desuden se køreplanen på: www.limfjordsbanen.dk.