Billede beskrivelse

Der er kun plads til hver sjette aalborgenser i beskyttelsesrummene

Aalborg Kommune har væsentlig mindre plads i beskyttelsesrummene set i forhold til andre store byer i Danmark, viser ny undersøgelse

05. april 2022 kl. 18.04

AALBORG: Krigen i Ukraine har sat gang i en debat herhjemme, som ikke har været aktuel gennem årtier: Hvordan er vi selv beskyttede, hvis en krig skulle ramme Danmark?

I Aalborg Kommune er der seks borgere om én plads i et beskyttelsesrum. Det svarer altså til, at man i Aalborg kan beskytte 15,7 procent af indbyggerne. Det viser de nyeste tal fra DR , der netop har lavet en stor rundspørge blandt landets kommuner.

Sammenligner vi pladsen i beskyttelsesrummene i Aalborg Kommune, med andre store byer, er pladsen altså væsentlig mere trang i Aalborg end i Aarhus, København, Odense og Esbjerg.

I Aarhus kan beskyttelsesrummene nemlig rumme 74,3 procent af borgerne, i København er tallet 62,9 procent, Esbjerg lyder på 77,1 procent, mens Odenses beskyttelsesrum topper listen med 82,5 procent af borgerne, der kan findes plads til.

Tallene dækker over antallet af pladser i beskyttelsesrum og sikringsrum, mens befolkningstallene er trukket fra Danmarks Statistik.

Parker og byliv frem for beskyttelse

Lige nu er der intet øget beredskab i Danmark og ingen militær trussel mod Danmark ifølge Forsvarsministeriet.

Alligevel har Aalborg Kommune valgt at starte med at inspicere de tilbageværende beskyttelsesrum og kigge standen efter.

For parker, byfornyelse og nye veje har de sidste årtier været højere prioriteret end at bevare beskyttelsesrum. Det har Ulla Egeskov, der er der er museumsinspektør på Nordjyllands Historiske Museum, tidligere fortalt til aalborg:nu.

- De sidste 20 år har vi ikke forberedt os på, at der kunne ligge en atomkrig ude og true i horisonten. Her har man i højere grad nedlagt beskyttelsesrum til fordel for byudvikling som parker, veje og p-kældre, sagde hun dengang.

LÆS OGSÅ: Hvis krigen rammer: - Der er ikke mange beskyttelsesrum tilbage i Aalborg

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste