Den store skraldeguide: Sådan sorterer du julens affald
Se hvordan julens affald skal håndteres, så mest muligt kan genanvendes
AALBORG: Må juletræet komme i haveaffald? Skulle gavebåndet i restaffald eller? Og hvor var det nu, at de gamle lyskæder skulle hen?
Der er mange retningslinjer at holde styr på, når der skal ryddes op efter julens enorme bunker af gavepapir, bånd, papkasser og andet affald. For når mest muligt skal genanvendes, gælder det om at få sorteret det hele rigtigt.
Heldigvis er der hjælp at hente hos Aalborg Forsyning, som har udarbejdet en udførlig liste over, hvordan du håndterer de gamle lyskæder, de brugte batterier, juletræet og alt det andet affald, der hober sig op i løbet af december.
- Langt de fleste vil gerne sortere deres affald, og langt de fleste er faktisk også gode til det, siger Aalborg Kommunes renovationschef Jens Boye.
- Vi vil dog gerne gøre det så let for borgerne som overhovedet muligt, for vi ved, at jo mere besværligt det bliver, des flere falder der fra, tilføjer han.
Aalborg Kommune har derfor valgt sorteringsregler, der på nogle områder er lidt anderledes end andre steder i landet. Hvor borgerne for eksempel i mange kommuner selv skal sortere det genanvendelige gavepapir fra det, der ikke kan genbruges, så kan de i Aalborg putte det hele i containeren til pap og papir.
- Folk skal ikke stå og vurdere, om et stykke gavepapir kan eller ikke kan genanvendes. Det skal vores sorteringsanlæg nok finde ud af, siger Jens Boye.
- Til gengæld vil vi gerne have, at borgerne tager gavebåndet fra og smider det i containeren til restaffald. Det kan nemlig sætte sig fast i sorteringsanlægget, tilføjer renovationschefen.
Nedenfor kan du se Aalborg Forsynings guide til den julesortering, du skal følge, hvis du vil sende mest muligt affald til genanvendelse.
1. Gavepapir
Gavepapir kan genanvendes og skal i din container til pap og papir eller på genbrugspladsen i containeren til papir.
Der må gerne sidde taperester på dit gavepapir, papkasser mv., da det bliver siet fra i den efterfølgende genanvendelsesproces.
2. Gavebånd
Gavebånd skal i din skraldespand til restaffald. Det sætter sig nemlig fast ude på sorteringsanlægget, hvis du putter det i din container til plast, metal og kartoner.
3. Papkasserne
Store papkasser fra julegaverne skal du aflevere på genbrugspladsen. Mindre papkasser og lignende kan du rive i små stykker, så det ikke sætter sig fast i din container eller i de nedgravede containere.
4. Julekalenderen
Mange julekalendere består af både pap og plastik, der nemt kan skilles ad, når sidste låge er åbnet (og spist). Sortér det i din container til henholdsvis pap/papir og plast/metal.
5. Flamingo
Du kan aflevere flamingo på genbrugspladsen. Containeren står lige ved siden af papcontaineren, så du nemt kan sortere flamingoen fra kassen og efterfølgende papkassen uden indhold samme sted.
Har du mindre flamingo, som du ikke kan aflevere på genbrugspladsen, skal det i din container til restaffald derhjemme.
6. Net fra juletræet, appelsinerne mv.
Net fra juletræet, appelsiner mv. skal i restaffald. Det sætter sig nemlig fast på sorteringsanlægget, hvis det ender i din plast- og metalcontainer.
7. Lyskæden
Mindre lyskæder kan afleveres som mini-elektronik i de nedgravede containere eller i en fire liters gennemsigtig pose, du hænger på krogen på din plast- og metalcontainer. Husk at tage batterierne ud og sortere dem - også i en pose på krogen eller i de nedgravede.
Større lyskæder kan du aflevere i elektronik på genbrugspladsen.
8. Batterierne
Husk at tage brugte batterier ud af lyskæder, julepynt, legetøj og andet elektronik, da de indeholder værdifulde råstoffer.
Du kan sortere dem i de nedgravede containere eller i en fire liters gennemsigtig pose, du hænger på krogen på din plast- og metalcontainer. Er der andre lokale indsamlingsordninger, må du også gerne benytte dem.
9. Juletræet
Du kan aflevere dit juletræ på alle kommunens genbrugspladser.
Der kan dog være trængsel mellem jul og nytår, så overvej om du vil udskyde dit besøg - og i stedet bruge tiden med familien.
Du kan også sætte træet ud til afhentning, når renovationen kører forbi. Det sker samme dag, som dit haveaffald hentes første gang i 2023. Husk, at du skal save træet over i stykker af maksimalt én meter, så det er til at håndtere for din skraldemand.
10. Fyrværkeri
Affyret fyrværkeri skal du aflevere på genbrugspladsen i containeren "Rest efter sortering". Ikke affyret, lovligt fyrværkeri kan du aflevere på genbrugspladsen i huset til "Farligt affald".
Du kan læse mere om, hvordan du håndterer forskellige typer affald på aalborgforsyning.dk. Her kan du også se åbningstiderne for din nærmeste genbrugsplads og se hvornår Aalborg Forsyning indsamler juletræer på din adresse.