Danskerne har stemt: Dette er Aalborgs bedste take-away
Og det er hverken burger eller pizza...
AALBORG: 10.000 danskere har stemt på deres yndlings takeaway restauranter i hele landet i forbindelse med den årlige Just Eat Awards.
Ved stemmeurnerne er der blevet stemt på restauranter i 16 forskellige kategorier. En af dem er Aalborgs bedste takeaway, og her blev det Caspars Urban Food Bar, der løb med prisen for bedste takeaway i Aalborg.
Caspars er kendt for de lækre poke bowls og rispapirruller, som også er netop de retter, der topper på listen, når aalborgenserne bestiller mad herfra.
Hos Just Eat vil de gerne hylde dem, der sørger for, at danskerne kan spise lækre retter hjemme i stuerne - uanset anledningen.
Takeaway er ikke længere kun forkælelse eller pleje af tømmermændene i weekenden, men er nu almindeligt i løbet af hverdagen - derfor skal man huske at sige “tak for mad” til dem, der får det hele til at hænge sammen, skriver de.
- Vi er glade for at se, at danskerne vil være med til at hylde de mange takeaway-helte rundt om i landet. De knokler for at levere den bedste kvalitet og service, og de fortjener et stort skulderklap for deres arbejde, siger Stine Jensen, der er Marketing Manager for Just Eat i Danmark og Norge i pressemeddelelsen.