Dampende nyhed: Vape2Go åbner endnu en butik i Aalborg

Aalborgenserne har taget så godt imod forretningen på Reberbansgade, at indehaveren nu åbner en mere i byen

26. august 2018 kl. 10.04

AALBORG: Et rygestop blev startskuddet til en ny karriere for Max Johansen, der er indehaver af kæden Vape2Go. Han blev selv overrasket over, hvor nemt det var at skifte til damp, og nu lever han af at sælge e-cigaretter og e-væsker.

- Jeg har selv været oppe og ryge 30-40 cigaretter om dagen, men jeg skiftede smøgerne ud med damp fra den ene dag til den anden. Så tænkte jeg, at hvis jeg kan, så kan alle gøre det, fortæller Max Johansen.

Billede beskrivelse

Stor succes i Aalborg

Vape2Go åbnede den første forretning i Aalborg for omkring halvandet år siden, og det skete faktisk i det lokale, hvor byens første forhandler af dampere havde til huse, inden de drejede nøglen om. Max Johansen var selv med i butikken i en periode, men han valgte at trække sig og åbne sine egne forretninger i andre byer. Efter lokalet havde stået tomt i et år, valgte han dog at rykke ind med sit Vape2Go koncept, hvor service er nøgleordet.

- Jeg tænkte ved mig at selv, at nu skulle Aalborg have en ordenlig butik, der sælger e-cigaretter. Hr. og fru Danmark fortjener en god betjening og hjælp til at finde ud af det, for det er mega svært at stoppe med at ryge, fortæller han.

Siden da er det kun gået en vej. Op.

- Vi kommer jo ude fra landet, så vi er ikke vant til, at folk takker, når de går ud af butikken, men det gør de her, siger Max Johansen og fortsætter:

- Det kommer helt bag på mig hvor meget opbakning, vi har fået i Aalborg. Det er gået fra mund til mund, og omsætningen er bare steget fra dag ét.

Billede beskrivelse

Potentiale i Øgaden

Derfor har dampkæden netop åbnet dørene til deres helt nye butik på Sjællandsgade 40, der meget symbolsk ligger i den tidligere tobakshandel.

- Der har været nogle ældre beboere forbi og kigge. Der var en, som sagde: "Nej det er jo de der moderne cigaretter, der er flyttet ind". Folk er søde herude og støtter meget op om de lokale butikker, siger Max Johansen.

Han forklarer valget af beliggenhed til den nye butik med de mange indbyggere i området og den korte afstand til Vejgaard. Skulle butikken mod forventning ikke køre rundt, så tager indehaveren det med ophøjet ro.

- Så må vi jo kigge rundt andre steder i byen efter et godt lokale, for jeg er sikker på, der er kunder nok, siger han.

Meningen med e-cigaretter er som udgangspunkt, at man skal lægge de rigtige smøger på hylden, men der er mange, som vælger at dampe videre, og det er noget af det, som har fået kritikken til at hagle ned over de populære dampere.

Kritik af damp

Butiksindehaveren er da også blevet konfronteret med kritikken flere gange.

- Det er selvfølgelig meningen, man skal skifte smøgerne ud med e-cigaretter med nikotin i, så man fjerner mange af de giftstoffer, der er i de almindelige cigaretter. Derefter skærer man stille og roligt ned. Og så til sidst kan man stoppe helt med at dampe, hvis man har lyst. Andre synes, det er hyggeligt og fortsætter. Det bestemmer man jo helt selv, fortæller han.

- Sundheden det kan vi diskutere herfra og til Tyskland, men der er jo ingen tvivl om, det er bedre end at ryge.

Andre kritikere peger på, at de mange smage kan lokke helt unge i dampfælden. Det er den daglige leder af butikken dog meget uforstående overfor.

- Jeg har endnu ikke haft nogen i butikken, der ville starte med at dampe, som ikke røg almindelig cigaretter i forvejen, siger Nicolaj Holst.

Max Johansen bakker ham op:

- Det vi brænder for, at få en ryger ind og hjælpe vedkommende med at stoppe med nogle lækre produkter. Der går sport i det for nogen, men formålet med at dampe er jo i bund og grund, at man kan ligge de smøger på hylden.

Den allerværste kritik er dog, når medierne skriver om e-cigaretter, der eksploderer, hvis man spørger Max Johansen.

- Det går jo først galt, når folk selv begynder at makke med dem og ændre på dem. Følger man fabrikkens anvisninger, eller vores vejledning i butikken, så eksploderer de jo ikke, siger han.

Kritikken af damperne skræmmer altså ikke Max Johansen, der håber på at kunne åbne endnu flere Vape2go butikker i fremtiden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste