Chris er ny chef for karnevalet: Vi skal se på Kildeparken
Han var én af arkitekterne bag NorthSide Festival. Nu er Chris Kroer Jensen chef for Aalborg Karneval
AALBORG: Han husker det for den enorme gadefest. For glæden. Og for rusen.
I dag er Chris Kroer Jensen 51 år, men da han festede igennem til Aalborg Karneval i midten af sine tyvere, anede han ikke, at han senere i livet skulle stå i spidsen for selvsamme event.
I torsdags, 1. december, tiltrådte han som ny chef for Aalborg Karneval. I anledning af hans første arbejdsdag har aalborg:nu derfor sat ham stævne - og spurgt ind til hans visioner for Aalborg Karneval.
Når vi skal til karneval i maj, hvordan vil vi så kunne mærke, at Aalborg Karneval har fået ny chef?
- Det ved jeg ikke, om I kan til maj næste år. I forhold til kerneproduktet har jeg masser at lære. Hvad driver en karnevalist? Det spørgsmål kommer jeg til at gå meget ydmygt til. Jeg kommer klart til at lytte og lære mest til karnevalet i 2023.
Bliver Aalborg Karneval større, end det er nu?
- At vi var 90.000 i år, betyder ikke, at vi skal være 110.000 næste år.
- Jeg vil hellere arbejde med kvalitet fremfor kvantitet. Det vigtige er, at folk har lyst til at komme igen. Både som deltager, men også som frivillig.
Udover manglen på frivillige, hvilke udfordringer står du så overfor i dit nye job?
- Vi står med nogle konkrete udfordringer med Kildeparken i forhold til kapacitet.
- Derfor vil jeg blandt andet kigge på, hvad der er af muligheder for at udvikle her. Om vi er nødt til at kigge på alternative lokationer, eventuelt i form af et supplement til Kildeparken eller andre oplevelser rundt om i byen.
Vil du flytte Aalborg Karneval ud af Kildeparken?
- Jeg har afviklet Grøn Koncert i Aalborg, og jeg har lavet Åh Abe-koncert ude på Den Gamle Golfbane. Men jeg har ikke afviklet noget i Kildeparken endnu, så det kan jeg ikke sige noget om.
- Jeg skal først opleve, hvad der virker - og ikke virker.
Du kan læse resten af interviewet med Chris Kroer Jensen her.
Aalborg Karneval finder sted 27. maj 2023. Du finder billetter til festen i Kildeparken på billetlugen.dk.