Billede beskrivelse

Ny Facebook-gruppe: Få så sat det hegn op

I en gruppe på Facebook går aalborgensere sammen om at få havneområdet sikret

18. februar 2022 kl. 15.58
Opdateret 19. februar 2022 kl. 09.40

AALBORG: Der bliver skrevet med versaler i en ny facebook-gruppe, hvor aalborgensere er gået sammen om at stille et krav til Aalborg Havn og Aalborg Kommune.

AALBORG HAVN FÅ SÅ SAT DET HEGN OP NU - hedder gruppen nemlig.

I skrivende stund har gruppen 440 medlemmer, og antallet stiger fra dag til dag i kølvandet på det seneste dødsfald i Aalborg Havn.

- Nu kan man ikke vente længere, nu må der gøres en STOR indsats og få Aalborg Havn sikret totalt omkring Jomfru Ane Gade og med en strækning til begge sider, så der er ikke flere soloulykker, står der i gruppens beskrivelse.

Gruppen blev oprettet 14. februar for at skabe en fælles front, der skal presse kommunen og Aalborg Havn til at reagere og "få set på mulighederne for at sikre området totalt".

- Jeg er meget berørt over den unge mand, der omkom i fjorden. Det er sket før, og jeg har selv en søn på 21 år, som også går i byen af og til. Jeg har belært ham om, at man skal holde sig væk fra vandet, men unge mennesker drikker sig jo fulde og slår sig løs, forklarer Carina Hansen, som er en af stifterne af facebook-gruppen.

Hun kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at miste sin søn, men hun kender angsten for, at det kan gå galt, når de unge tager i byen.

- Jeg er så berørt over, at det er sket en gang til. Vi har også fulgt med før, men nu er det simpelthen nok.

Vil råbe kommunen op

Sammen med Rasmus Billing Birnbaum har hun derfor startet gruppen på Facebook med det formål at skabe en gruppe, der kan råbe Aalborg Kommune og Aalborg Havn op. Carina Hansen håber, at der kommer en sikkerhed snarest.

- Vi kæmper for et hegn. Man kan godt få et flot hegn, som kommer til at passe ind i bybilledet. Det kan eksempelvis være et skrå hegn, man ikke kan se oppe fra kajen, men som fungerer som et net, så man ikke falder i vandet. Lad os nu bare få sikret den havn, opfordrer hun.

På gruppen opfordrer gruppens stiftere medlemmerne til at komme med deres forslag til, hvordan havnen skal sikres på en god måde, og der tikker mange forslag ind.

- Det kunne være et hegn, der på en måde kunne være væk om dagen og så elektrisk køre frem om aftenen/natten. Det må da kunne lade sig gøre, foreslår en bruger, og en anden stemmer i:

- Man har hegn rundt om en børnehave og rundt om haven, så hunden ikke løber ud. Selvfølgelig skal der en slags hegn op! Der er ikke flere, der skal dø, bare fordi de skal tisse eller vil hjem.

En tredje har et alternativt forslag til, hvordan kajen skal sikres:

- Sæt et net op der rager to og en halv meter ud fra kajkanten, så falder de i nettet i stedet for at ryge i vandet, og forbind nettet til en alarm, så de får den hos Falck.

Andre mener, at et hegn vil beskæmme området eller, at det vil opmuntre til balancegang, klatring og andre farlige aktiviteter. Men medlemstallet stiger, og den opbakning sætter Carina Hansen rigtig stor pris på.

- Det er gået rigtig hurtigt. Der er god opbakning, og folk kommer med rigtig gode forslag.

Vil starte en indsamling

Hun og medstifteren har aftalt, at de i første omgang vil se, hvad kommunen og havnen finder på her i den kommende tid efter den seneste ulykke. Men sker der ingenting i løbet af den første måneds tid, er de klar til at gå til stålet:

- Vi er klar til at gå i gang med at lave en indsamling blandt borgere i byen. Vi tror på, at vi kan samle et stort beløb sammen, som forhåbentlig kan vække Aalborg Kommune, siger hun.

For Carina Hansen har det ingen betydning, om hun skal holde fast i sagen i et halvt, et helt eller halvandet år - hun giver ikke op, før havnen er sikret.

Hun tænker både på sin søn, men også på sin teenagedatter, som om få år rammer den alder, hvor Jomfru Ane Gade begynder at trække. Til den tid er det hendes håb, at havnen er sikret.

- Når jeg har sat mig noget i hovedet, så kæmper jeg til det sidste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste