Café Buddha: Her bliver du ekspederet af Danmarks ældste bartender
Vi tester de brune værtshuse i Aalborg. Buddha Bar byder på live-musik, billige øl, og så kan du slå søm!
AALBORG: Vi elsker dem. De brune værtshuse. Disse røglugtene oaser der pryder vores gader. Der kommer nye diskoteker, klubber, cafeer og barer. Nye trends opstår, og der bliver eksperimenteret med nye spændende cocktails, men sådan er det ikke alle steder. Hvis det ikke er gået i stykker, så lad være med at fikse det. Det kunne være mottoet for de elskede brune værtshuse.
Tiderne skifter og det kan være svært hele tiden at skulle følge med. Det behøver man ikke, når det gælder de gamle værtshuse. Når du træder ind af døren, er alting præcis, som det var sidste gang, du var her. Sådan har det været i mange år, og sådan vil det blive ved med at være. Til forskel for mange andre steder er disse ofte mere anonyme, og gør ikke det store væsen af sig.
Ikke langt fra andre beværtninger, madsteder og indkøb på et hjørne til Kastetvej, finder du Café Buddha, der er noget større end ved første øjekast.
Kriterierne
På Aalborg:nu har vi sat os for at teste byens brune oaser, og her har de hårdtprøvede nu:agenter fået en stor opgave. De skal i byen og teste stederne. For at bevare overblikket vurderer de stederne ud fra nogle vigtige kriterier. Hvordan er lokationen, musikken, stemningen, renligheden, priserne, venligheden, ryge forholdene, udsugningen og aldersfordelingen. Der bliver givet point på en skala fra 1 til 5 og det vil til sidst give en samlet score.
Lokationen
Midt i Vestbyens travle gader ligger Café Buddha. Du skal kun få 100 meter væk for at finde lidt at få i maven, inden de næste øl knappes op, så du sparer klart tid! Og når du skal hjem, ja så går 2’eren lige ude foran, der på ganske få minutter får dig ind til midtbyen og det øvrige busnetværk.
Lokationen er i hjertet af Vestbyen og det er et stort plus med udendørsservering i det gode vejr - så mangler vi bare, at vejarbejdet stopper. Beliggenheden får 3 ud af 5 stjerne herfra.
Musikken
På den lille beværtning spilles musikken, som man lyster. Du skal blot have et par 20’ere på lommen, og så du må spille lige, hvad du vil på jukeboksen.
Det kan selvfølgelig også være, at en anden har fået fornøjelsen før dig og spiller noget med Slayer, som ikke lige er dig… men hey! Så får man udvidet sin musikalske horisont, og det er måske også meget godt.
Vi ankom lige omkring aftensmadstid, hvor der kun var få stamgæster tilbage, da resten lige var taget hjem for at få noget mad – så musikken var ikke overdøvende høj, og det var dejligt! Et par gange om måneden kan du også opleve live musik fra lokale kunstnere.
Det givet samlet set en score på 3 ud af 5 stjerner.
Stemning
Stemningen på Buddha var rolig og utrolig hyggelig! Vi blev mødt med smil og det føltes lidt som at alle kendte hinanden - eller det kunne man i hvert fald komme til.
I weekenden bliver baglokalet oftest lejet ud til polterabender, så du kan nok forestille dig, at der er lidt mere gang i den. Stemningen bliver også skabt af det gennemgående tema, Buddha, som er malet flere steder på væggene. Derudover er der masser af levende lys og hyggelige lyskæder der hænger ned fra loftet.
Vi giver 5 ud af 5 stjerner, her er der lidt for enhver smag!
Renlighed
Hvad kan man forvente, når det kommer til renlighed på de brune værtshuse? Vi synes ikke, vi kan forvente for meget. Og det hører sige næsten til med en lille dunst af røg og et par ølkasser her og der!
Café Buddha klarer det godt. Bordene er tørret af og rengjort, askebægerne er tømte, der står ingen tomme flasker og flyder nogen steder, og gulvet er også rengjort – 4 ud af 5 stjerner.
Priserne
Vi synes priserne er meget overkommelige! Før kl. 13 kan du købe en flaskeøl til 13 kr., hvilket er en af de billigste ølpriser, vi har set indtil videre – derefter 22 kr. som er på niveau med andre steder i Aalborg.
På det lille bodega kan du også købe et klippekort, hvor du sparer 3 kr. pr. øl, og hvis du er rigtig tørstig, så sælger de også en hel kasse til en halv tusse. 4 ud af 5 stjerne for priserne og for at gøre dem lidt studievenlige med klippekortet!
Venlighed
Da vi trådte ind på beværtningen, blev vi mødt at et stort smil fra Katrine Juhlke på 19 år, som er den yngste bartender på Buddha. Der er altid plads til en snak eller godt grin på Buddha, og det kunne mærkes!
Og så kan man betjenes af Danmarks ældste bartender på 86 år, som står i baren hver søndag, hvis man skal have en lille én før det bliver mandag. Vi må altså give 5 ud af 5 stjerner for at have sådan nogle perler bag baren!
Rygeforhold
Indendørs rygning er klar tilladt – i det gode vejr står døren åben og røgen genererer ikke spor. Men som med de fleste andre værtshuse, skal man kunne klare en smule passiv rygning.
Vi giver en kæmpe tommel op for, at askebægerne jævnligt blev tømt og lugten ikke blev siddende! 3 ud af 5 stjerner.
Udsugning
Udsugningen var fin, da døren også var åben ud til gaden. På en kølig aften med mange gæster, kan det blive lidt tilrøget, men vi mener også, at det er en del af charmen. Og så længe halsen ikke kradser og øjnene løber i vand, så tager vi det som en del af oplevelsen. 3 ud af 5 stjerner.
Aldersfordeling
Aldersfordelingen er meget 50/50, der er både de unge og de ældre – både stamgæster og dem der lige svinger forbi til en enkelt. Og at have to bartendere, hvor aldersforskellen næsten er en levealder, fortæller lidt om, at der er plads til enhver!
Café Buddha byder på både unge aktiviteter, som at slå søm i en træstamme og andre spil, men man kan også nyde lidt fred oppe i baren, hvis det lyster. 4 ud af 5 stjerner for det!
Samlet score
Vi vil gerne anbefale Café Buddha til dig, der søger et sted at hygge med vennerne over en kold i øl i Vestbyen. Det er klart et sted at opleve hen over sommeren, tæt på Aalborg Streetfood og Vestre Fjordpark. Samlet får Buddha 3,8 stjerner, og runder vi op, lander vi på 4 stjerner.