Byfornyelse på vej: Kæmpe boligrenovering begynder snart i Lindholm
765 lejligheder og huse skal istandsættes for millioner
LINDHOLM: På et beboermøde sagde et stort flertal af de fremmødte beboere i Sundby-Hvorup Boligselskabs afdeling 10 i Lindholm for nylig ja til et omfattende renoveringsprojekt. Dermed slutter de sig til naboafdelingen, som sidste år også godkendte en renoveringsplan.
Sundby-Hvorup Boligselskab kan nu samlet renovere 765 Lindholm-boliger for tilsammen 386 millioner kroner.
Boligselskabets afdeling 10 består af 224 boliger på Viaduktvej, Voerbjergvej, Uldalsvej og Smedien. Der er tale om både lejligheder og dobbelthuse, som er opført på forskellige tidspunkter og derfor også har forskellige byggetekniske problemer, der skal løses med den godkendte renoveringsplan.
Planen indeholder blandt andet renovering af facader, vinduer og døre, nye altaner og mange steder også nye badeværelser. 48 boliger totalrenoveres og gøres tilgængelige for gangbesværede.
En del af renoveringsplanen er også at skabe nye, trygge udearealer, som giver plads til aktiviteter og samtidig styrker boligselskabets grønne profil.
Sundby-Hvorup Boligforenings direktør Jens Erik Grøn oplyser, at beboerne i de 48 boliger på Smedjen 1-95, som skal gøres tilgængelige for gangbesværede, skal genhuses i mere end et halvt år, da der er tale om totalrenovering.
- Vi satser på at genhuse folkene i vores egne boliger i bydelen, siger Jens Erik Grøn.
Renoveringen støttes af Landsbyggefonden. Og efter planen går arbejdet i gang om godt et år og forventes afsluttet i løbet af 2026.