Budgetforslaget for Aalborg Kommune er klar - Sådan kan pengene bruges
Aalborg Kommune lægger vægt på, at kommunen er i vækst i det budgetforslag, der fredag er blevet fremsat
AALBORG: Det er de unge og ældre, der er i særligt fokus i Aalborg Kommunes budgetforslag, som nu er klar.
Magistraten har lavet et forslag til kommunens budget for år 2022 til år 2025, hvor de blandt andet peger på, at Aalborg Kommune er i kraftig vækst og har over 220.000 indbyggere - heraf markant flere ældre og flere små børn de kommende år. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Magistraten anbefaler derfor blandt andet at tilføre 52,9 mio. kr. til demografi på ældreområdet. Demografitildelingen vil betyde ca. 120 nye stillinger på ældreområdet.
For at sikre bedre rekruttering og fastholdelse på plejehjemsområdet er der desuden afsat 3 mio. kr. årligt til at understøtte udviklingen af attraktive arbejdspladser gennem bl.a. kompetenceudvikling og supervision.
Kommunen vil fra 2022 og frem derudover afsætte midler til et betydeligt løft af almenundervisningen i 1.- 3. klasse efter co-teaching-principperne - at der er to fagpersoner til stede i undervisningen. Hvor meget, der skal afsættes, siger pressemeddelelsen intet om.
COVID-19 sætter sit præg på budgettet
Coronakrisen har påvirket både ledighed og trivsel. Det vil kommune tage hensyn til i budgettet.
Magistraten ønsker at afhjælpe mistrivsel og vil sikre tilbud til udsatte børn og unge i kølvandet på COVID-19 og afsætter 15 mio. kr. i 2022 og 6,0 mio. kr. i 2023.
Krisen har efterladt flere borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, i en vanskelig situation. Jobcenteret fortsætter og intensiverer de indsatser, der blev igangsat med budgettet for 2021, så flere personer kan få en chance på arbejdsmarkedet.
De øvrige fokuspunkter i budgettet kan du læse mere om her:
Budgetforslaget skal i løbet af september igennem flere forhandlingsrunder, før et endeligt budget kan vedtages af politikerne i byrådet.