Billede beskrivelse

Bryllupper sætter vild rekord på særlig dato: - Vi har aldrig oplevet noget lignende

To sale skal i brug på rådhuset, og tidsrummet for borgerlige vielser er udvidet

05. februar 2022 kl. 20.00

AALBORG: Interessen for at blive viet på Aalborgs gamle rådhus har aldrig været større end på den helt særlige dato: 22.02.2022.

48 par møder op for at få papir på hinanden, og tallet kunne endda have været endnu højere, for allerede i sidste uge måtte Borgerservice afvise par, der ønskede at få papir på hinanden den pågældende dato.

For at så mange som muligt trods alt kan blive viet, er tidsrummet for, hvornår man siger ja, blevet udvidet. Hele tre giftefogeder er på arbejde tirsdag i vinterferien, og vielserne finder sted i både byrådssalen og Saxosalen på rådhuset.

- Det er helt vildt, og vi har aldrig før oplevet noget lignede, siger Susanne Haugaard, der er giftefoged og fuldmægtig i Borgerservice. Hun fortæller, at der ikke er nogen entydig forklaring på, hvorfor datoer der stikker ud, er særligt eftertragtede.

- Mange par kan bare godt lide, at datoen er speciel, de synes, det er anderledes og sjovt. Og "så kan min mand bedre huske det", er også en kommentar, vi ofte hører.

Og denne gang er der endda dobbelt op på talmagien; udover 22.02.22 får du også datoen, både når du læser 22022022 forfra og bagfra.

Vi skal i øvrigt næsten 10 år tilbage for at finde den seneste rekord, hvor 40 par blev viet på rådhuset 7-9-13.

På en almindelig tirsdag siger i gennemsnit fem par jo til hinanden på rådhuset på Gammeltorv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste