Brød ind i villa og jagtede beboer med koben
44-årig mand er blevet dømt for trusler på livet og en række indbrud og tyverier
AALBORG: En 44-årig mand blev torsdag idømt ni måneders ubetinget fængsel for flere indbrud og tyverier - og for at have jagtet en mand med et koben.
Det var dog et af indbruddene, der førte politiet på sporet af den 44-årige.
12. september sidste år, brød den 44-årige - sammen med en medgerningsmand - ind i en villa i Aalborg og tømte stjal PH-lamper, Apple computere, iPhones, nøgler og dankort til en værdi af knap 100.000 kroner.
De to indbrudstyve brugte en stjålet Audi Q5 til indbruddet, og den bil blev medgerningsmanden anholdt i dagen efter indbruddet.
Det førte politiet til en adresse i Aars, hvor tyvekosterne fra indbruddet var, og oplysninger på medgerningsmandens telefon, ledte politiet på sporet af den 44-årige, fortæller anklager Søren Riis Andersen.
Jagtede beboer med koben
Efterforskningen af den 44-årige afslørede dog mere end blot indbruddet i villaen i Aalborg. Udover flere indbrudsforhold, biltyverier og narkobesiddelse, så blev den 44-årige også dømt for trusler på livet.
13. januar i år brød han ind i en villa i Vestbjerg med et koben. Ikke for at stjæle noget, men for at true beboeren i huset på livet. Bevæbnet med kobenet, jagtede han beboeren både inde og uden for huset.
Ifølge beboeren mente den 44-årige af de havde et mellemværende, og det kunne være årsag til truslerne.
Nærmere en forklaring, kom der ikke frem i retten. Den 44-årige havde givet samtykke til, at retssagen mod ham kunne køre, uden at han var til stede, og derfor afgav han slet ikke forklaring i retten.
Han har nu 14 dage til at beslutte, om han vil anke dommen.