Brandmænd fra hele verden gæster Aalborg til stor konkurrence
Den 7. september går brandalarmen i Aalborg, og tiltrækker knap 5.000 brandmænd og -kvinder fra hele verden. Byen skal nemlig danne rammerne for den internationale sportsbegivenhed World Firefighters Games 2024.
Aalborg blev oprindeligt tildelt værtskabet for konkurrencen i 2020, men grundet corona blev værtskabet udsat til i år. Derfor er planlægning nu i fuld gang i hele byen, for at arrangere de mere end 40 forskellige sportsdiscipliner, som skal afvikles fra d. 7. til d. 13. september.
World Firefighters Games afholdes hvert andet år, og er en stor sportsbegivenhed for frivillige, heltids- og deltidsansatte brandmænd, ansatte i luftfartsbrandtjenesten og militært beredskabspersonale fra hele verden. De kan melde sig til i konkurrencerne i en række kerneidrætter, som værtsbyen skal tilbyde hvert år. Dog har værtsbyen også mulighed for at variere udbuddet i henhold til landets nationalsport, traditioner og kultur samt mulighederne i den pågældende by.
Dertil kommer også en række discipliner, som har sit afsæt i beredskabets arbejde. Her er The Toughest Firefighter Alive arrangementets helt store kerneevent.
Deltagerne i denne disciplin optræder i fuldt brandslukningsudstyr, når de bliver testet i løb med brandslanger, forhindringsbaner med brandslukningsmateriel, klatring på brandstiger op af høje bygninger og meget andet.
Hele byen er inviteret
I forbindelse med World Firefighters Games afholdes også åbnings- og afslutningsceremonier med parader gennem byen samt andre sociale events.
En del af programmet vil udelukkende være for de deltagende brandmænd såsom festmiddage og adgang til et Games Village, der bliver etableret på havnefronten. Games Village vil summe med aktiviteter, underholdning og musik i hele arrangementsperioden.
Som aalborgenser kan du imidlertid se frem til at kigge med som tilskuer, idet en stor del af konkurrencerne vil blive afholdt på de mange åbne pladser rundt i Aalborg. Konkurrencen The Toughest Firefighter Alive vil eksempelvis foregå på Havnefronten. Her vil der også være forskellige gratis koncerter i løbet af ugen.
World Firefighters Games skydes i gang med åbningsceremoni og deltagerparade igennem Aalborgs midtby kl. 15-16 lørdag d. 7. september.