Borgmesteren manglede gummistøvler

Vand giver problemer for nye egetræer ved V. Fjordpark

29. november 2017 kl. 12.33
Opdateret 30. november 2017 kl. 10.32

AALBORG: Borgmester Thomas Kastrup-Larsen kunne godt have brugt et par gummistøvler, da han skulle plante det første af de 35 egetræer, som Rotaryklubberne i Aalborg har doneret til randbeplantning ved Vester Fjordpark. Masser af regn og lavtliggende arealer betød, at området var meget fugtigt, og derfor måtte borgmesteren finde sig i våde fødder. Det måtte de øvrige deltagere i arrangementet også. Området er så fugtigt, at der kun blev plantet det ene af de 35 egetræ.

- Så snart vi graver et hul i jorden, bliver det fyldt med vand. Da borgmesteren skulle plante det første træ, var vi nødt til at lave en kanal, så vandet kunne løbe væk, fortæller Henrik Westen-Jensen fra Rotary.

De 35 træer skal plantes på et område fra Garnisionsmuseet til Egholm Færgevej, men på grund af vand blev de 34 andre træer plantet vest for Egense Færgevej. Her bliver de stående, men kommunen sørger for at skaffe 34 andre egetræer, som kan plantes det "rigtige" sted, når jordforholdene tillader det.

- Der vil nok gå to-tre år, inden området er egnet til beplantning, siger Henrik Westen Jensen.

Rotarys verdenspræsident Ian Riseley’s har givet rotary-klubber over hele verden den udfordring, om de skal få hver rotarianer til at plante et træ inden den 22. april 2018, træets dag. Herved kan der tilføres ikke mindre end 1,2 mio. træer til jorden. Resultatet medvirker til at vise, at Rotary tager ansvar for hele jorden.

- Præsidenterne i de syv rotaryklubber i Aalborg tog udfordringen op og hurtigt blev der indsamlet 35.000 kr. Dygtige medarbejdere hos stadsgartneren blev spurgt om mulige steder for beplantning. Her var man ikke sene til at foreslå randbeplantning med egetræer ved Vester Fjordpark, et forslag alle involverede enedes om, fortæller Henrik Westen-Jensen.

- Vi planter træer fordi træer har betydning for miljøet, træer omdanner kuldioxid til ilt. Træer skaber åndelig fornyelse, træer giver gode oplevelser, gå blot en tur i skoven, ligesom træer reducerer den globale opvarmning. Og jeg kunne blive ved, siger Henrik Westen-Jensen.

I forbindelse med beplantningen afslørede borgmesteren også en erindringssten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste