Bor du nord for Fjorden? Nu får du et nyt teststed
Region laver midlertidigt center med lyntest for at få bugt med smitte
AALBORG: Bor du nord for Fjorden, så kan du allerede fra i morgen, onsdag 17. marts, blive testet i et nyt, midlertidigt testcenter i Nørresundby.
Det er regionen, der i samarbejde med kommunen, laver den ekstra testkapacitet i et forsøg på at fange de rester af coronasmitte i Nørresundby, som kan få tallet til at stige hurtigt igen, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Det midlertidigt testcenter, som tilbyder lyntest, ligger i Løvvang Hallen og foreløbig er der planlagt fire åbningsdage - onsdag 17. marts (kl. 12-18), lørdag 20. marts kl. (kl.10-17), onsdag 24. marts (kl. 12-18) og lørdag 27. marts (kl. 10-17)
Baggrunden for den nye testtilbud er at modvirke, at incidenstallet ikke pludselig stiger. Incidenstallet for Nørresundby er lige nu tæt på niveauet for det øvrige Aalborg, men for blot to uger siden var det noget højere: 163,2 for postnummer Nørresundby, mens det for hele Aalborg Kommune lå på 63,6.
Selv om smittetallet siden er faldet kraftigt, er der bekymring for, om nogle beboere ikke lader sig teste, og med den ekstra testindsats er målet at få fundet lommer af smitte i bydelen.
Med den ny testmulighed i Løvvang Hallen bliver vejen til en coronatest væsentligt kortere end tilfældet er i dag, hvor beboere nord for fjorden enten skal til Aalborg Lufthavn eller syd for fjorden til Aalborg for at blive testet.
Det er Region Nordjylland, der har ansvar for testdelen, men det er personale fra Falck, der bemander lyntestcentret.