Børnene fester: Pirater og prinsesser i parade
Børnekarneval trak tusinder på gaden og i Kildeparken
AALBORG: Der var prinsesser i hobetal. Pirater, riddere og superhelte blandet med farver og store smil, da tusinder af børn og voksne lørdag formiddag bød foråret velkommen til Børnekarneval.
Den kulørte parade af store og små begyndte på Gabels Torv kl. 10 og gik via Nytorv og Boulevarden til John F. Kennedys Plads og gennem DSB-tunnellen ind i Kildeparken.
I parken var der det meste af dagen fest, underholdning og aktiviteter for alle aldre. Blandt andet var Kunsten i år rykket ind i parken i et område, hvor børnene selv kunne lave små kunstværker, mens Det Hem'lige Teater lavede ture i Den Fortryllede Skov og man kunne, komme ud at sejle med Søspejderne.
På den store scene underholdt blandt andre heltene fra Paw Patrol, YouTuberen Albert Dyrlund og dancehall-navnet Djämes Braun.
Karnevalsfesten fortsætter resten af lørdagen med blandt andet et lille ekstra show kl. 15.30 på C.W. Obels Plads. Her giver de danske og internationale karnevalsgrupper en smagsprøve på, hvad de kan.
Endelig er der lørdag aften og nat dansefest på Studenterhuset. Her kan man feste med alle karnevalsgrupperne og lære dansetrin fra hele verden. Det er gratis at deltage. Festen begynder kl. 20.