Billede beskrivelse

Blomsterbutik har succes: Altanshop er kommet for at blive

I coronatiden har Jonas Jensen solgt blomster fra altanen i Vingårdsgade - et koncept, der nu hænger ved

25. august 2020 kl. 18.28

AALBORG: "Råb for ekspedition". Sådan står det skrevet på et fortovsskilt i Vingårdsgade ved Blomsterdesigns altan i høj stueplan. På fortovet står også et par stativer med en masse farverige, smukke buketter.

For hvad gør man, når man pludselig må lukke butiksdørene og ikke kan betjene kunderne som normalt? Åbner en altanshop!

Billede beskrivelse

Det er i hvert fald tilfældet hos Blomsterdesign på hjørnet af Vingårdsgade og Jernbanegade. Da coronavirussen for alvor ramte bylivet, fik blomsterbutikkens ejer, Jonas Jensen, den idé at holde liv i blomstersalget via altanen.

I starten var det blot en lille krukke med et par buketter og et primitivt plastikskilt, der udgjorde altanshoppen. Jonas havde ikke de store forventninger, men det viste sig hurtigt, at han havde ramt plet med sit nye koncept.

- Lige pludselig gik det bare helt bananas! Vi ramte jo alle dem, som gerne ville købe blomster uden at have fysisk kontakt. Der har stort set aldrig været nogen blomster tilbage, når vi lukker, på trods af at vi fylder op i løbet af dagen.

Man vælger altså en buket fra gadestativerne og råber ind ad altandøren for hjælp. Som et sjovt supplement til altansalget gik Jonas ud og skaffede lidt udstyr til formålet.

Billede beskrivelse

- Jeg har en lidt syg hjerne, så vi fik købt en stor guld mikrofon, som blev lagt på altankanten. Så kunne man råbe i den og det skabte bare en fest derude!

Jonas har ellers altid holdt på, at salget skal foregå inde i butikken, så der er inspiration og vejledning at hente. Faktisk har altanen været stort set helt ubrugt i de ti år, hvor Blomsterdesign har haft den adresse. Men på grund af corona måtte der tænkes ud af boksen, og det var en sund udfordring, mener Jonas.

- Jeg synes, det er fedt nogle gange at få et gok i nødden og så finde en måde at få det bedste ud af situationen på. Hvis der er noget, jeg har lært i min butikskarriere, så er det, at man aldrig kan læne sig tilbage og slappe af. Man skal altid holde sig på beatet. Det er hårdt, men også super sjovt!

Billede beskrivelse

De kommende uger holder altanshoppen en pause, mens der bliver udført gravearbejde i Vingårdsgade. I stedet kan du gå på opdagelse i blomsterbuketterne på den anden side af butikken - ud mod Jernbanegade.

Så snart det er muligt, åbner altanshoppen igen. Den er nemlig kommet for at blive, fastslår Jonas Jensen.

- Man bliver jo inspireret af det, der er lige foran én. Og så bliver man jo bare i fantastisk godt humør af sådan nogle farverige blomster på sin vej.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste