Billede beskrivelse

Bliv trainee til Tall Ships Races: - En bemærkelsesværdig oplevelse

Gør som Anders og bliv trainee på et skib til Tall Ships Races

23. februar 2022 kl. 15.22

AALBORG: Måske er du blandt de mere end 700.000, der hvert år møder op i en af havnene på Tall Ships Races-ruten og beundrer de flotte, gamle skibe? Og måske har du overvejet, hvordan det rent faktisk er at være med ombord på sådan et skib? Så skal du læse med her.

Er du mellem 15 og 25 kan du nemlig selv komme med på et af skibene og lære helt fra bunden, hvordan man styrer et rigtigt sejlskib. Du kan komme med som trainee sammen med en masse andre unge fra andre europæiske lande som Norge, Sverige og Tyskland, hvor I sejler distancen fra Antwerpen til Aalborg.

Billede beskrivelse

- Rart at komme lidt væk hjemmefra

En af dem, der allerede har været med på en tur med Tall Ships Races, er 19-årige Anders Bundgaard fra Fjerritslev. I 2019 sejlede Anders som trainee fra Aalborg til Frederiksstad i Norge med båden Johann Smidt.

Det var en fed oplevelse, lyder det fra Anders, der tog afsted, fordi han gerne ville prøve noget nyt. Hans tur gennem Kattegat startede dog en smule hektisk:

- De første par dage til søs var lidt hektiske, fordi folk lige skulle finde deres plads på skibet, og man skulle vende sig til den nye hverdag, som var blevet skemalagt. Efter de første par dage gik det meget flydende, og både trainees og fast besætning deltog i de daglige gøremål.

Udover de mange daglige gøremål ombord på turen, var der stort fokus på sammenholdet mellem skibets trainees og den faste besætning.

- Sammenholdet var rigtig godt, da vi lærte hinanden at kende. Os fra Danmark snakkede selvfølgelige mest med de andre danskere, men vi snakkede også af og til med de andre trainees fra Tyskland og Norge.

Særligt en oplevelse står dog klar i Anders' erindring ombord på Johann Smidt. Han fik mulighed for at spise brunch ombord på det enorme skib Shabab Oman II, da begge skibe lå til kaj i havnen i Frederiksstad.

- Det var helt klart det, der har gjort størst indtryk på mig, fortæller Anders om det meget flotte A-klasse, full-rigged skib, der er af omansk oprindelse, og som normalt ligger til i Muscat i Oman.

- Jeg vil helt klart anbefale andre at tage afsted for at få en bemærkelsesværdig oplevelse og lære nogle mennesker at kende, slutter Anders, der påpeger, at det også var rart bare at komme lidt væk hjemmefra.

Kunne du også tænke dig at komme med?

The Tall Ships Races en kapsejlads, som finder sted mellem forskellige havne verden rundt hvert år. Sejladsen organiseres af Sail Training International. Skibe fra over 30 forskellige nationer deltager, og mødet mellem nationer er blevet et vigtigt element i The Tall Ships Races.

Undervejs skal du levere reportager, interviews, stemninger m.m. i tekst, billeder, lyd og/eller video til vores medier.

Som trainee indgår du som en del af den faste besætning, får lov til at opleve livet ombord og deltage i de arbejdsopgaver, der følger med, samtidig med du deltager i den store kapsejlads, som The Tall Ships Races er. Der er ingen krav til tidligere sejlererfaring, og alt du skal medbringe er nysgerrighed, gåpåmod og ikke mindst lysten til at lære mere om lederskab, samarbejde og kommunikation.

Ombord på skibet arbejdes i hold med skiftevis forpligtelser. Arbejdsopgaverne varierer mellem alt fra at styre skibe, være på dækket, lave mad, sætte sejl, gøre rent og bestige masterne – og hertil kommer de mange timer i selskab med de andre trainees ombord, med alt hvad det indebærer af sociale aktiviteter.

Vi tjekker løbende tilmeldingerne igennem, så sørg for at sende din ansøgning igennem hurtigst muligt.

Du kan tilmelde dig via linket her

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste